Vi har modtaget:

Dispensation gives til ejere på Vierdiget

På kommunalbestyrelsens møde blev der med et flertal fra Det Konservative Folkeparti og Venstre givet dispensation til fire grundejere på Vierdiget.

Resten af kommunalbestyrelsen stemte imod. Med dette indlæg vil vi beskrive, hvorfor vi giver en dispensation, og hvad sagens problematik er.

Det handler sagen om

Ved boligerne på Vierdiget har fire ejere opsat airconditionanlæg, som typisk er opsat i gården ved hoveddøren eller i haven ved terrassedøren. Baggrunden er, at der periodevis er behov for nedkøling af ejendommene, særligt om sommeren.

Opsætningen af aircondition er lovlig, men lokalplanen tilsiger, at der ikke må være udvendig rørføring, og derfor er ansøgningerne forelagt til politisk stillingtagen, da rørføring ikke kan lade sig gøre indvendigt. De aktuelle rørføringer er opsat i sort farve, der falder ind med den øvrige farve i byggeriets opførelse.

Forhistorien

Da byggeriet var færdigbygget tilbage i 2018, var der dengang et politisk ønske om, at byggeriet skulle fremstå ensartet, og derfor skulle ejerforeningen udarbejde et regelsæt.

Dette regelsæt blev ikke udarbejdet, og som årene skred frem, blev det på baggrund af konkrete sager tydeligt, at der var et behov for, at ejerforeningen besluttede et regelsæt. I 2023 bad borgmesteren forvaltningen om at oplyse ejerforeningen om behovet for, at de i ejerforeningen besluttede et regelsæt.

Ejerforeningen har vedtaget en husorden, men har ikke fået reglerne indskrevet i vedtægter og fået disse tinglyst. Derfor er eventuelle ønsker fra enkelte ejere til opsættelse af aircondition overladt til kommunalbestyrelsen.

Grundejerforeningens handlemuligheder

Enhver ejerforening, hvad enten det er lejlighedsejerforeninger eller en grundejerforening i tæt rækkehusbyggeri, skal leve sammen dør om dør. Derfor har foreninger mulighed for at udarbejde regelsæt i deres vedtægter, som ejerne i fællesskab kan stemme om.

Og er der flertal, og de vedtages, kan de tinglyses, og så skal man som ejer efterleve disse. I denne sag har ejerforeningen valgt ikke at tinglyse deres regelsæt, som blev udarbejdet i 2023.

Selvom sagen har verseret i store dele af 2024, har grundejerforeningen valgt først at sætte sagen til fornyet behandling med vedtægtsændringer på deres generalforsamling i slutningen af marts 2025.

Kommunalbestyrelsens beslutning

Når man som borger søger om dispensation, har man krav på, at sagen behandles. I denne sag har vi valgt at give dispensation til rørføring.

Men vi har også valgt at opfordre grundejerforeningens bestyrelse om at påtage sig det ansvar, man har som bestyrelse, og sikre, at hvis man ønsker faste regler, så må de få det tinglyst i deres vedtægter.

Indtil dette sker, har vi valgt at give de fire husejere dispensation, da dispensationen handler om rørføringen, og om disse skæmmer bygningen. Det har vi vurderet, at de ikke gør, da rørføringen falder naturligt ind i bygningens udseende og struktur.

Beslutningen blev vedtaget med et snævert flertal på otte stemmer fra Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester
Mia Tang
Martin Wood Petersen
Theis Guldbech
Jan Madsen
Trine Søe
Det Konservative
Folkeparti

Deltag i den lokale debat

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?