Koldkrigsfortællinger i aktivitetshuset

Claus Arboe-Rasmussen gav et historisk indblik i Amagers rolle under Den Kolde Krig og satte nutidens sikkerhedspolitiske situation i perspektiv.
Salen lyttede opmærksomt til Claus Arboe-Rasmussens fortællinger. Foto: Dines Bogø.

Aktivitetshuset på Wiedergården lagde rammer til årets første arrangement i Dragør Lokalhistoriske Forening, hvor journalist og forfatter Claus Arboe-Rasmussen holdt et foredrag om Den Kolde Krigs hemmeligheder og Amagers strategiske betydning.

Med udgangspunkt i forsvars- og sikkerhedspolitik fortalte Claus Arboe-Rasmussen om perioden efter Anden Verdenskrig, hvor militæret spillede en væsentlig rolle i Dragør Kommune. Aftenens foredrag bød på både alvor, anekdoter og smil, mens tilhørerne fik indblik i både de synlige og skjulte spor fra den tid – særligt i Aflandshage-området.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Stifter og formand i Dragør Lokalhistoriske Forening Dines Bogø (til venstre) glædede sig over at byde Claus Arboe-Rasmussen (til højre) velkommen. Foto: Privat.

Foredraget blev også sat i nutidigt perspektiv med fokus på det udvidede NATO-samarbejde i Østersøen og den nylige anbefaling om privat beredskab i tilfælde af krisesituationer.

»Hvor mange har egentlig forberedt sig med mad- og drikkevarer efter anbefalingerne?« spurgte Claus Arboe-Rasmussen retorisk.

Dragør Lokalhistoriske Forening fortsætter sæsonens foredragsrække den 25. februar. Her inviterer sognepræst Andreas Sylvest Wille foreningens medlemmer og gæster indenfor i Store Magleby Kirke til en aften med historisk og kirkeligt perspektiv.

Fik du læst?