Jeg er sikker på, at vi her i Dragør har en respekteret og klog borgmester.
Jeg vil alligevel som en ydmyg borger gøre opmærksom på et dilemma, der er beskrevet to gange i det nye testamente. Du kan ikke tjene to herrer på en gang.
Som deltager i et rådgivende organ for Københavns Lufthavn er du jo nok valgt for, at lufthavnen kan udvikle sig og tjene penge til blandt andet staten. Som borgmester er du valgt til at skabe gode og trygge forhold til os borgere i Dragør.
Du må kunne se dilemmaet i, at kommunen skal betale millioner for at få flere natlige flyvninger, mere nanopartikelforurening, mere trafikstøj uden nogen fordel for os borgere i Dragør.
Du har brugt argumentet »flere arbejdspladser«. Dette argument hører historien til, vi mangler arbejdskraft.
Du har også fremhævet, at projektet skaber aktivitet, men ærligt talt: mere skidt og mere bilos, er det en ønskværdig aktivitet?
Se nu at få dette miljøødelæggende projekt lagt under mulde, gerne langt nede.
Hilsen en ellers tilfreds borger,
Jens Hardy Madsen