Nogle deltagere nyder højtflyvende gymnastik. Foto: TorbenStender.
Gymnastikredskaber er til fri afbenyttelse – dog på eget ansvar. Arkivfoto: Torben Stender.

Vinterferien nærmer sig, og i hele uge syv er skolerne lukkede, og ungerne skal aktiveres. Hvis man ikke hører til dem, der rejser til varmere himmelstrøg eller skal tilbringe ugen på en sneklædt bjergside, kan man med fordel tjekke ud, hvilke ferieaktiviteter der er i lokalområdet.

I Dragør holder Hollænderhallen åbent alle hverdage i vinterferien fra klokken ni. Mandag, tirsdag, torsdag og fredag er der åbent til klokken 14, mens man onsdag kan boltre sig i multihallen frem til klokken 21.

»Der er mange aktiviteter. Vi stiller vores redskaber frem, og så er der ellers bare fri leg. Nogle gange har vi også haft en hoppeborg,« fortæller Maria Houkjær, der er administrativ medarbejder i Hollænderhallen.

Aktiv Leg er gratis, og alle er velkomne. I Hollænderhallen glæder man sig til at byde børn og deres forældre, bedsteforældre eller institutioner indenfor hele vinterferien.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Der er fart over feltet. Foto: TorbenStender.
Der plejer at være fart over feltet til Aktiv Leg i multihallen. Arkivfoto: Torben Stender.

Maria Houkjær minder folk om at tage madpakker med, da hallens cafeteria er uden forpagter.

»Vi kan ikke rigtig sælge noget, men folk plejer at være gode til at tage mad og drikke med selv. Der plejer at komme rigtig mange, så det forventer vi selvfølgelig også denne gang,« fortæller hun.