Selvfølgelig skal Dragør have en skaterbane. Der ligger flere i København, og de har også en i Kastrup, så naturligvis skal der også ligge en i Dragør.
Den skal bare ikke ligge på Dragør Havn i nærheden af den gamle by!
Der ligger en tidligere kommunalbestyrelsesbeslutning om, at den slags anlæg skal etableres ved eller i nærheden af Hollænderhallen, som i dag er gjort til center for fritidsaktiviteter af enhver art. Lige fra bordtennis til svømning og tårnspring, så hvorfor ikke også til rulleskøjteløb med saltomortaler?
Jeg kender ikke det projekt, der ligger til sagsbehandling i Plan og Teknik, men jeg erfarer gennem lokalpressen, at banen skal ligge på et fredet område ved lystbådehavnen i nærheden af lodsstationen og motorbådsklubbens klubhus.
Det er byplanmæssigt en fejl at placere sådan et betonanlæg i et fredet område på en havn, som forventes at have overnattende gæster, i stedet for at indrette den som nabo til fodboldbaner og andre friluftsanlæg.
Lokalplanen er under udarbejdelse og skal fremlægges til offentlighedens kendskab. Jeg håber, at Dragørs beboere, herboende arkitekter og Dragør Sejlklub nedstemmer lokalplanen.
Ole Storgaard