
Siden biblioteket i Hollænderhallen lukkede og slukkede, har der været kritik af Dragør Biblioteks tilgængelighed for personer med handicap. I november 2024 besluttede kommunalbestyrelsen at sætte 450.000 kroner af i budgettet for at gøre biblioteket på Vestgrønningen mere handicapvenligt.
Og nu er der kommet flere penge i puljen: Kommunalbestyrelsen besluttede i byrådssalen den 23. januar at omprioritere nogle midler for at etablere et handicaptoilet på matriklen.
Handicaptoilettet finansieres delvist af 125.000 kroner, der ellers var øremærket til genopretning af Kommandørboligen på hjørnet af Kongevejen og Badstuevælen, hvor vinduer og facader i gården er renoveret og facader ud mod Badstuevælen renoveres i starten af 2025.
Beløbet, der blev afsat til renovering af Kommandørboligen i anlægsbudgettet for 2025, lød oprindeligt på 372.000 kroner. Når de sidste vinduer og facader er klar, finder man imidlertid, at ejendommen er i så fin stand, at man godt kan omprioritere nogle af midlerne.
Enig kommunalbestyrelse
På mødet den 23. januar var der bøvl med elektronikken, så i stedet for at afgive deres stemmer elektronisk måtte kommunalbestyrelsen tilkendegive deres holdninger ved håndsoprækning. Og alle politikernes hænder fløj i vejret, da beslutningen om handicaptoilettet skulle træffes.
»Vi er kommet et godt stykke med at gøre biblioteket mere tilgængeligt, og det er godt, at vi nu også får et handicaptoilet,« lød det fra Helle Barth (V), formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget.
»Det er dejligt, at vi har taget et vigtigt skridt mod at gøre forholdene bedre. Dragør Bibliotek er et hus, der er svært at gøre tilgængeligt, men vi er på rette vej,« bakkede formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, Nicolaj Bertel Riber (A), op.
Det er endnu uvist, hvornår arbejdet med at opføre handicaptoilettet begynder.