Flaget på den store flagstang i Schoutgården gik på halv onsdag den 5. februar 2025 for at sige farvel og ære en mangeårig beboer.
Tidligere purser og kabinechef i Sterling Airways Kjeld Nielsen sov stille ind på plejehjemmet Enggården, hvor han var på midlertidigt ophold efter længere tids svagelighed.
Kjeld Nielsen havde boet i Schoutgården med sin samlever Thorkil Krarup i mere end 30 år, og de var et kendt, respekteret og humørfyldt par, der spredte glæde omkring sig, hvor end de færdedes i Dragør.
Efter Thorkils død var savnet stort hos Kjeld, og de seneste år i hans liv kom han ikke så meget ud, men han bevarede kontakten til familie og venner gennem daglige telefonsamtaler.
Vi havde et fint og varmt naboskab, og vi mindes ham med stor glæde.
Som flagmand i Schoutgården passede han med nidkærhed flagningen med Dannebrog igennem en årrække og sørgede for, at alle flagregler blev overholdt.
Kjeld Nielsen var født på Rømø, og efter bisættelsen fra Store Magleby Kirke torsdag den 13. februar klokken 13.00 vil hans urne blive nedsat ved siden af Thorkils på Rømø Kirkegård.
Kjeld Nielsen blev 84 år.
Æret være hans minde
Kirsten og Claus Ehlers