
Forfatter og historiker Dines Bogø, der blandt andet er kendt i Dragør som stifter og formand for Dragør Lokalhistoriske Forening, er aktuel med bogen Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej – En dramadokumentarisk billedreportage.
Bogen, der er skrevet sammen med Suzanne Wowern Rasmussen, tager læseren med tilbage til en kold februaraften i 1948, hvor et ægtepar blev brutalt myrdet i deres lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Mordet rystede hele landet, men trods omfattende efterforskning er sagen stadig uopklaret den dag i dag.
Nye vinkler og ukendte detaljer
Mere end 75 år efter tragedien bringer forfatterne nye perspektiver frem i lyset. Gennem grundig research i arkiverne, samtaler med efterkommere og hidtil usete billeder fra private fotoalbum undersøger bogen, om der stadig gemmer sig afgørende oplysninger i sagen.
I forbindelse med udgivelsen afholdes der bogreception den 19. februar på netop Peter Bangs Vej i København, hvor interesserede læsere kan møde forfatterne og høre mere om arbejdet med bogen.