
En ny storforening med 600–700 medlemmer kan inden for det næste års tid se dagens lys i Dragør Kommune – i hvert fald hvis medlemmerne af tre eksisterende foreninger er med på ideen.
Igennem mange år har Dragør Museumsforening, Danmarks Lodsmuseumsforening og Amagermuseets Venner understøttet deres respektive museer. Museerne blev samlet administrativt og ledelsesmæssigt under betegnelsen Museum Amager i 2008, og nu kan de tre foreninger følge efter.
Torsdag den 6. marts skal medlemmerne af Dragør Museumsforening som de første tage stilling til en kommende sammenlægning. Det sker ved den ordinære generalforsamling i Dragør Aktivitetshus’ festsal på Wiedergården. Dermed skal det lange forarbejde fra de tre museumsforeningers ledelse stå sin første prøve.
På generalforsamlingerne i de tre foreninger sidste år var der dog en slags forpremiere. Her præsenterede en arbejdsgruppe fra de tre foreninger et fælles oplæg om en mulig sammenlægning.
»Vi oplevede en meget stor opbakning til tanken om en sammenlægning,« siger Jens-Peter Hoe Lorentzen, der er formand for Dragør Museumsforening.
Ideen om en treenighed opstod i et fælles forum mellem de tre foreninger, der oplevede nogle fælles udfordringer.
»Vi vokser ikke rigtigt, og det har også haft svært ved at trække unge til, selvom vi i vores forening har oplevet, at der er kommet lidt flere i den seneste tid. For at gøre det bedre talte vi om at lægge foreningerne sammen til en,« siger han og peger også på udfordringen over for tilflyttere, der gerne vil engagere sig i lokallivet.
»De færreste vil melde sig ind i tre museumsforeninger. Der er jo heller ikke tre forskellige boldklubber, man kan være medlem af, så det vil give nye muligheder, hvis vi er samlet i en. Vi vil gerne gøre foreningen mere tilgængelig for alle, især børnefamilier, og vi vil også gerne have yngre mennesker i den nye bestyrelse,« lyder det fra Jens-Peter Hoe Lorentzen.
Små grupper fortsætter
Bente Walløe Poulsen, der er formand for Amagermuseets Venner, ligger i samme spor. Hun peger især på de organisatoriske fordele ved at slå foreningerne sammen.
»Vi har tre administrationer og tre bestyrelser, og det er blevet sværere at få folk til at være kasserer og den slags,« siger hun.
»Målet er, at medlemmerne skal mærke det mindst muligt. De enkelte grupper skal stadig bevare deres særkende, hvor man selv kan vælge sine interesser og præferencer. Vi kommer for eksempel stadig til at have en gruppe, der laver arrangementer på Amagermuseet,« siger hun.
Hun oplever generelt en god stemning, når snakken falder på sammenlægningen.
»Men vi oplever, at der er nogle enkelte fra den ældre generation, der ikke siger noget og sikkert er lidt imod. Det kan være svært at se, at foreningerne ikke eksisterer mere. Men der er også gode argumenter i at have en enkelt forening, når vi skal have tilflyttere og børnefamilier til at engagere sig.«
Formelt vil sammenlægningerne kræve vedtægtsændringer, så de respektive foreninger kan nedlægges. Det kræver beslutninger på generalforsamlinger i de tre foreninger. Derfor vil kalenderen sandsynligvis vise 2026, før en eventuel ny forening kan tage imod medlemmerne.
Hvad den ny forening skal hedde, er endnu ikke på plads – det vil blive op til medlemmerne, vurderer Bente Walløe Poulsen.
»Vi har snakket om at lave en lille rundspørge, så folk kan komme med forslag til, hvad den kan hedde,« siger hun.
Men før de kommer så langt, skal generalforsamlingerne i de tre foreninger vedtage, at sammenlægningen kan gennemføres.