
De skræppende ænder i Store Magleby Gadekær og motorbrøl fra lufthavnen var solide konkurrenter til de knap 50 fremmødte, der torsdag eftermiddag var samlet til fællessang ved gadekæret på Hovedgaden.
Men efterhånden som de vintersprukne stemmer blev sunget varme, blev vinterklassikere som »I sne står urt og busk i skjul« og »Sneflokke kommer vrimlende«, nyere sange og selvfølgelig den lokalpatriotiske »Åh, Amagerland« leveret med en styrke, der gjorde både fjerkræ og flyvemaskiner til skamme.
Arrangementet var den tredje i rækken af Den syngende kommune, hvor alle, der har lyst, kan møde op og deltage i det improviserede kor.
Dejligt at synge sammen
Initiativet kommer fra Jacob Honoré, der er leder af Dragør Musik- og Kulturskole – og som selvfølgelig også sang for i den blandede skare, der strakte sig fra dem, der er små nok til at sidde på armen, og op til dem, der lader sig trille rundt af de frivillige fra Cykling uden alder, der var repræsenteret med tre cykler med tilhørende passagerer.
Blandt dem var Inge Karlsson og Hanne Rosfort, som var rørende enige, da de blev spurgt til deres foretrukne vintersang – Ingemanns »I sne står urt og busk i skjul« fik den hæder.
Ingemanns næsten 200 år gamle vinterklassiker er også Klaus Bertelsens favorit. Den tidligere lærer gennem fire årtier på Store Magleby Skole var mødt op til arrangementet.
»Det er sjovt med sådan et fælles initiativ, og det vil jeg gerne bakke op om. Det er jo dejligt at synge sammen,« lød det fra ham.
Cecilie Fleur var ligeledes mødt op i selskab med sønnen Buster og datteren Wilma – og lånehunden Holly.
»Vi vil gerne bakke op, når der sker noget her i vores lille by,« fortalte hun.
Næste arrangement finder sted i Søvang på legepladsen ved tennisbanerne torsdag den 27. marts, hvor der synges forårssange.




