
Dragør Borgerforening havde rykket sit sædvanlige mandagsarrangement til en fredag for at skabe den rette stemning til en festlig aften. Den 21. februar mødte gæsterne op i Beghuset, hvor mange indledte aftenen med middag, inden de fortsatte til den festpyntede dansesal.
Aftenen begyndte med et glas velkomstbobler, og derefter tog bartenderne fra Spitze Agency over. De serverede cocktails som espresso martini, downtown abbey og bourbon sour – eller mocktails for dem, der ønskede en alkoholfri variant.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Konkurrencer og dans
Der blev afholdt konkurrencer, herunder blindsmagning, hvor deltagerne skulle identificere spiritus, sødt og surt i forskellige cocktails. Susanne Mogensen imponerede ved at få alle svar rigtige. Senere stod aftenens værtinde, Vibeke Dixon, for en quiz om cocktails, hvor vinderholdet blev belønnet med vin og guldbarrer.
Da bartenderne takkede af klokken 22, fortsatte festen i Beghuset, hvor dansegulvet hurtigt blev fyldt til tonerne af ABBA.
»Mange af deltagerne fortalte, at det var skønt med en aften, hvor voksne også kan komme ud, danse og hygge sig,« fortæller Annette Scheutz, der tilføjer, at festen varede til langt over midnat, og deltagerne gik hjem efter en aften med god stemning og højt humør.

