Store Magleby Kirke dannede rammen om en særlig aften, da Dragør Lokalhistoriske Forening var inviteret af sognepræst Andreas Wille til et foredrag tirsdag den 25. februar.
Kirken var godt fyldt op, da ikke færre end 137 medlemmer var mødt op på Kirkevej 2 for at høre præsten fortælle – uden at bestyrelsen på forhånd vidste, hvad emnet ville være.
Aftenen startede med et historisk tilbageblik, hvor sognepræsten forklarede, hvorfor han mener, at Store Magleby Kirke fra 1611 er den bedste.
Hans egen vej til præstegerningen begyndte med overvejelser om at skrive om Søren Kierkegaard, men i stedet førte studierne ham til Jerusalem. Her studerede han middelalderens verdensbillede, hvor Jerusalem blev betragtet som »Verdens Hjerte«.
Han fortalte også om kirkens historiske magtposition, som senere blev afløst af slotte, parlamenter og finanscentre.
En særlig kirke
Et centralt punkt i foredraget var kirkernes arkitektur og opbygning. Andreas Wille fremhævede, at Store Magleby Kirke adskiller sig ved ikke at have en skarp opdeling mellem skib, kor og alter, og at niveauforskellen mellem præst og menighed er minimal.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Kirken ligger på Amagers højeste punkt, midt på en kirkegård, hvor landsbyens veje mødes – en placering, der understreger dens historiske betydning.
Efter en pause med bobler og andre forfriskninger fortalte Andreas Wille om præsteansættelser før og nu. Tidligere var det vanskeligt at få embede som præst, og han betegnede det nærmest som et heldigt tilfælde, at han i 2007 endte i Store Magleby Sogn.
Fra ildebrand til ritualer
Under spørgerunden blev blandt andet kirkens altertavle og udskiftede ruder diskuteret. Dirch Albertsen Ribers gravsten, der hænger ved indgangen, blev særligt fremhævet. Dirch Albertsen Riber reddede kirken under den store ildebrand i 1809 og blev som tak udnævnt til Dannebrogsmand af kongen.
Andreas Wille rundede aftenen af med en gennemgang af kirkens ritualer fra dåb til begravelse. Han forklarede symbolikken i at bære barnet ind til dåben, mens brudeparret kommer hver for sig og går sammen ud efter vielsen.
Foredraget var præget af præstens lune og små, finurlige kommentarer, der gjorde historien levende. En spændende aften »helt oppe i Store Magleby«, som flere deltagere beskrev det.
