Det var der enighed om, da Ældrerådet forleden afholdt et valgmøde med ti partier.
Et konsulentfirma har leveret 17 punkter til forbedringer på Enggården. De fire af dem skulle være klar til implementering, og resten skal forberedes inden længe. Men det er da så bare at gå i gang.
Omsorgscenteret har desværre fået et lidt kedeligt ry. Set udefra er det svært at afgøre, om det bare er snak, eller om der er substans i utilfredsheden.
I Dragør havde vi et privat plejehjem, som blev oprettet, før kommunen fandt det nødvendigt med sådan noget. Plejehjemmet blev startet i en patriciervilla på Annasvej ved Øresunds Alle.
En ældre kvinde overtog familieejendommen, da ægtemanden døde. Da hun skrantede en del, kom datteren – en uddannet sygeplejeske – til hjælp. Der var god plads i huset. Og gradvist kom der – via mund til øre-metoden – ekstra beboere til, og pludselig var der otte beboere.
Plejen, der var organiseret af datteren og en ansat sygehjælper, var god og varm, og det kunne lidt ligne en storfamilie.
Da jeg et år samlede penge ind til Kræftens Bekæmpelse på Øresunds Alle, var jeg i tvivl, da jeg kom til plejehjemmet. Skulle jeg ringe på eller ej? Jeg blev mødt af lederen med åbne arme. Det var positivt for beboerne at få besøg – selv med den skumle bagtanke om tiggeri.
Lederen viste rundt til beboerne og introducerede mig til dem. De valgte alle at bidrage med et par mønter hver – og var glade.
Den sidste beboer var en gammel Store Magleby-borger. Det med at give penge var ikke lige for, kunne jeg mærke på ham. Da han trods alt begyndte at fedte lidt med et par mønter, greb lederen ind.
»De mønter kan du ikke nøjes med,« sagde hun. Hun tog derpå hans pung og fremdrog to hundredekronesedler.
»Det vil du da gerne give,« sagde hun.
Lidt betuttet fik han pengene i den ene hånd og pungen i den anden – og ordre om selv at stoppe pengene ned i indsamlingsbøssen.
Da jeg lidt senere fik en kop kaffe i køkkenet, blev det nævnt, at han var 86 år, millionær efter salg af sit gartneri og uden andre pårørende end en nevø, som hvert andet år sendte ham et julekort fra Aalborg.
Men det var lidt grænseoverskridende for mig, selvom det jo var til et godt formål.
Men plejehjemmet med den venlige, familieagtige beboelse var en torn i øjet på forvaltningen, der savnede de rigide rammer, som en traditionel institution har. Holdningen var, at sådan noget privat var en uskik i et moderne samfund, og til sidst valgte Socialdemokratiet sammen med Det Konservative Folkeparti og liste T at lukke det private plejehjem.
Det var trist. Men som Henrik Ibsen i 1866 sluttede skuespillet Brand: »Evigt ejes kun det tabte.«
Og i dag er kommunens eget plejehjem heller ikke længere et hjem for beboerne. De bor nu på et center. Det kan vi ikke være bekendt – og det må ændres.
Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti i Dragør
