
Der er mange følelser forbundet med en robotstøvsuger. Det var der bred enighed om i kommunalbestyrelsen, da medlemmerne på torsdagens møde diskuterede et medlemsforslag fra liste T om at stoppe den praksis, hvor visiterede ældre selv skal anskaffe en robotstøvsuger, hvis de modtager rengøringshjælp.
Liste T ønskede en øjeblikkelig ændring og økonomisk kompensation til berørte borgere, men et flertal besluttede at afvente de kommende budgetforhandlinger.
»Vi har oplevet, at robotstøvsugere stille og roligt er sneget ind i vores ydelseskatalog, og at vi uden at tage hensyn til den enkelte borger tromler sådanne tiltag igennem. Vi synes, at det er uværdigt og uprofessionelt og ulogisk,« lød det fra Peter Læssøe (T) på mødet.
Forslaget blev først afvist i Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget og derefter nedstemt i kommunalbestyrelsen med stemmerne ti mod fem. Flertallet bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre fastholdt, at spørgsmålet skal indgå i budgetforhandlingerne og vurderes i lyset af den nye ældrelov, der træder i kraft den 1. juni 2025.
En følelsesladet debat
Selvom flertallet afviste at stoppe ordningen øjeblikkeligt, anerkendte mange, at det er en svær debat at tage. Ingen medlemmer jubler over ordningen, men flere mener, at det er nødvendigt at gøre brug af velfærdsteknologi i den kommunale ældrepleje.
»I en meget nær fremtid kommer der til at være mange flere ældre, end der er i dag, og der kommer til at mangle i omegnen af 23.000 medarbejdere på social- og sundhedsområdet. Så det er en illusion at tro, at vi ikke skal bruge velfærdsteknologi. Det vil jeg ikke være med til,« lød det fra Nicolaj Bertel Riber (A), der er formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Han erkendte dog, at ordningen måske kunne justeres, og at en model, hvor kommunen selv indkøber og udlåner robotstøvsugere, kunne undersøges.
»Muligvis har vi lagt snittet forkert i forhold til, hvornår man bliver visiteret til at købe en robotstøvsuger,« uddybede Nicolaj Bertel Riber.
Både liste T og Moderaterne kritiserede, at ældre borgere tvinges til at betale for en robotstøvsuger uden hensyn til deres økonomi eller boligforhold. Lisbeth Dam Larsen (M) pegede også på, at flere kommuner har droppet lignende tiltag, da de ikke gav de forventede besparelser.
Duer ikke hos ældre
Liste Ts Ebbe Kyrø, der til kommunalbestyrelsesmødet var indkaldt som stedfortræder for Ann Harnek, argumenterede for, at robotstøvsugere generelt ikke fungerer hos ældre mennesker, fordi de har for mange ting, der står på gulvet, så resultatet af rengøring vil ikke være af samme kvalitet som ved en håndholdt støvsuger.
Ved afstemningen måtte liste T sammen med Moderaterne og Sydamagerlisten se sig nedstemt. I stedet blev et modforslag fra Socialdemokratiet vedtaget, hvilket betyder, at spørgsmålet tages op igen ved budgetforhandlingerne senere på året. Indtil da fastholdes den nuværende praksis.