
Museum Amager er i fuld gang med at forberede en jubilæumsudstilling i anledning af 200-året for maleren Julius Exners fødsel. Julius Exner, der i anden halvdel af 1800-tallet malede en række billeder fra Store Magleby, er kendt for at have foreviget amagerbønderne og deres egnsdragter.
Som en del af forberedelserne til udstillingen har fotograf Claus Peuckert arbejdet på en fotoserie, der nyfortolker Exners værker. Til denne opgave fik han hjælp af elever fra Dragør Skoles sfo, som i sidste uge indtog storstuen på Amagermuseet for at genskabe stemningen fra de gamle malerier.
Fra bondekultur til moderne tid
Amagermuseet har bevaret mange af de elementer, der kendetegnede Exners motiver – de gamle stuer, de traditionelle dragter og genstande fra datidens hverdag. Men mentaliteten og livsanskuelsen fra dengang er en saga blot.
Artiklen fortsætter efter billedet.

»Borgerne i Store Magleby er ikke længere bønder, og de lever ikke i et isoleret lokalsamfund. Verden har forandret sig, og det har borgerne i Dragør også,« skriver museumsleder Søren Mentz i en pressemeddelelse.
Ud over fotograferingen på Amagermuseet skal Claus Peuckert også tage billeder i Københavns Lufthavn.
»Vi glemmer, at landingsbanerne og lufthavnsterminalerne engang var amagerbøndernes marker. I 400 år dyrkede de grøntsager til københavnerne lige dér, hvor vores ferier begynder. På Amagermuseet står tiden stille – i lufthavnen er fortiden glemt,« siger Søren Mentz.
Den kommende udstilling vil både præsentere et udvalg af Julius Exners malerier og Claus Peuckerts fotografier og åbner i begyndelsen af maj.