Rokade i chefgruppen på rådhuset

Kamille Godrim Jakobsen overtager stillingen fra Lone Skovsbøll, der skifter til Hillerød Kommune.

Kamille Godrim Jakobsen bliver ny centerchef for Center for Børn, Skole og Familie i Dragør Kommune den 1. juni. Hun overtager stillingen fra Lone Skovsbøll, der fortsætter sin karriere i Hillerød Kommune.

Kamille Godrim Jakobsen, chef for Center for Børn, Skole og Familie efter 1. juni 2025. Chef for Center for Borger, Kultur og Social. Foto: Dragør Kommune.
Kamille Godrim Jakobsen overtager stillingen som chef for Center for Børn, Skole og Familie den 1. juni. Foto: Dragør Kommune.

Rokaden sker som led i en større organisatorisk gennemgang, hvor kommunen har set på, hvordan interne kompetencer bedst kan udnyttes.

Kamille Godrim Jakobsen har siden august sidste år været chef for Center for Borger, Kultur og Social i Dragør Kommune. Hun har tidligere arbejdet inden for børne- og ungeområdet i Lyngby-Taarbæk Kommune og Københavns Kommune og har i alt 11 års ledelseserfaring. Hun er uddannet cand.mag. i pædagogik, uddannelsesstudier og sociologi fra Roskilde Universitet og Københavns Universitet og har en diplomuddannelse i ledelse fra Københavns Professionshøjskole. Derudover er hun i gang med en Master of Public Governance på CBS.

Erfaring og ledelseskompetencer

Direktør Lasse Falck Steenland roser udnævnelsen og fremhæver Kamille Godrim Jakobsens stærke ledelseskompetencer:

»Hun har ydet en stor indsats og bidraget til udvikling, samarbejde og gode resultater i centret. Med sin erfaring fra børne- og ungeområdet er hun et rigtig godt match til stillingen.«

Rekrutteringen af en ny centerchef til Center for Borger, Kultur og Social er allerede sat i gang. Kommunen forventer at have en ny chef på plads den 1. juni.

Indtil da vil direktøren selv varetage ansvaret for Center for Børn, Skole og Familie for at sikre en god overgang.

Fik du læst?