Specialklasserækken skal udvides med en ny gruppeordning på op til ti børn, der kommer til at hedde »Udsigten«. Det har Børne-, Fritids- og Kulturudvalget netop besluttet.
Dette er sket efter en længerevarende overskridelse af budgetterne på det specialiserede børneområde, som er blevet diskuteret i både Børne-, Fritids- og Kulturudvalget og i kommunalbestyrelsen ad flere omgange.
I den forbindelse har forvaltningen i løbet af januar og februar gennemgået alle børn og unge på special- og dagbehandlingstilbud. Ud fra en grundig faglig vurdering af de enkelte børn og unges behov og situation har de vurderet, at flere af børnene vil have gavn af et tilbud, som kan ligge i forbindelse med specialklasserækken.
I forvaltningens indstilling til sagen står der, at de ikke længere har behov for så indgribende behandling, som de får, men at de stadig har brug for støtte for at kunne deltage i undervisning.
Idéen er derfor, at de kan blive tilknyttet en ny gruppeordning, så flere børn og unge har et tilbud tæt på nærmiljøet. Det vurderes dog, at de børn og unge, som indtil nu har modtaget special- og dagbehandlingstilbud uden for kommunen, har nogle andre behov og en anden gruppedynamik end eleverne på Enghøj. I den forbindelse foreslår man et helt nyt gruppetilbud, der skal hedde »Udsigten«.
Forvaltningen lægger op til, at »Udsigten« skal placeres i tjenesteboligen på Dragør Skole, som ikke benyttes. Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Moderaterne fik dog godkendt et fælles forslag om, at forvaltningen – når de arbejder videre med at etablere det nye tilbud – også vurderer andre muligheder for placering, eksempelvis på Høgevænget.
Ud over at der oprettes denne nye gruppe, vil forvaltningen i løbet af 2025 arbejde på at etablere et kompetencecenter tæt på Dragør Skole, som de to andre skoler også skal kunne bruge.
Kompetencecentret skal vejlede og støtte i, hvordan man kan rumme flest mulige elever med særlige behov inden for almenområdet.
