Vi har modtaget:

Styrk trivsel for børn og unge i Dragør

Handling frem for snak.

Trivselskommissionens netop offentliggjorte rapport sætter fokus på en af vor tids største samfundsudfordringer: børn og unges trivsel.

Rapporten rejser en vigtig debat, men det må ikke stoppe der. Vi skal også tage ansvar og handle.

For os i Venstre i Dragør er det afgørende, at vi omsætter rapportens anbefalinger til konkrete tiltag, der skaber bedre trivsel for børn og unge i vores kommune.

Trivsel handler ikke kun om skolen – det handler også om familien, fritidslivet og et samfund, der giver børn mulighed for at vokse op med robusthed og livsmod.

Fællesskab og karakterdannelse

En af de væsentligste konklusioner i rapporten er, at stærke fællesskaber og en tydelig rammesætning i opdragelsen har en positiv indvirkning på børn og unges trivsel.

Trivsel handler ikke om at skåne børn for alt svært – det handler om at ruste dem til at håndtere livets udfordringer.

Dragør er en kommune med et stærkt civilsamfund og mange gode fritidstilbud, men vi kan blive endnu bedre til at sikre, at alle børn og unge får adgang til sunde fællesskaber – også dem, der ikke naturligt opsøger foreningslivet.

Derfor bør Dragør Kommune styrke samarbejdet mellem skoler, fritidstilbud og foreningslivet, så flere unge får en vej ind i positive fællesskaber. Samtidig skal vi sikre, at skolen fortsat er et sted, hvor børn lærer ansvar, vedholdenhed og troen på egne evner.

Mindre skærm – mere læring og nærvær

Trivselskommissionen peger på, at digitalisering spiller en væsentlig rolle i den stigende mistrivsel. Sociale medier og skærmbrug kan føre til mindre søvn, øget stress og lavere selvværd. Derfor er vi i Venstre i Dragør klar til at handle.

Vi mener, at skolen skal være et sted for fokus, fællesskab og dannelse – ikke for skærmafhængighed.

Det er uholdbart, at læselysten falder, mens skærmforbruget stiger. Derfor vil vi arbejde for en klar skærmpolitik i Dragør Kommunes skoler, hvor mobiltelefoner ikke bliver en naturlig del af skoledagen.

Vi ønsker mindre skærmtid i skoletiden, så eleverne kan koncentrere sig om læring og være til stede i fællesskabet – også i frikvartererne.

Forældre har frihed og ansvar

Trivselskommissionen understreger, at forældreskabet har ændret sig markant de seneste årtier, og at manglende tydelighed og struktur i opdragelsen kan skabe trivselsproblemer.

Frihed i opdragelsen er vigtig, men det kommer også med et ansvar for at styrke fællesskabet omkring barnet – ikke kun fokusere på individet.

Forældre er rollemodeller. Hvis vi kun fokuserer på vores eget barn og overser fællesskabet, svækkes sammenholdet i klassen og på skolen. Vi skal tage ansvar og bakke op om skolens rammer, så vi viser vores børn, at vi respekterer lærernes arbejde. Det betyder også, at vi i Dragør bør skabe endnu bedre rammer for forældresamarbejde – for eksempel gennem informationsmøder og workshops, hvor forældre kan få støtte og vejledning til at navigere i det moderne forældreskab.

Vi skal tage ansvar – sammen

Trivselsudfordringerne løses ikke alene med politiske tiltag. Det kræver en fælles indsats fra skoler, foreninger, forældre og det lokale erhvervsliv.

I Venstre i Dragør ønsker vi at gå forrest og sikre, at Trivselskommissionens anbefalinger ikke bare bliver en rapport, men en anledning til handling.

Lad os tage ansvaret på os – for vores børn, vores unge og vores fællesskab i Dragør.

Med venlig hilsen
Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen, spidskandidat for Venstre
Helle Barth, 2. viceborgmester 
Erik Skovgaard Nielsen, formand for Venstre i Dragør

Deltag i den lokale debat

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?