Vi har modtaget:

Stadig ingen lempelser

Caféer og restauranter i Dragør Kommune skal årligt søge om tilladelse til udeservering på torve og pladser i overensstemmelse med kommunens regulativ for udeservering i Dragør.

Hvorfor skal der søges hvert eneste år? Hvorfor ikke få to- eller femårige tilladelser?

Igen i år fik man den 6. marts besked om tilladelse til udeservering fra uge 11 (fra den 10. marts).

Hvorfor gives tilladelsen først igen fem dage før dens ikrafttrædelse? Hvorfor skal de forretningsdrivende leve i uvished?

Det er om sommeren, der skal tjenes penge på vores turister, så det er uforståeligt at give erhvervslivet så dårlige betingelser.

Samtidig skal vi være glade for dem, der holder åbent i vinterhalvåret i stedet for at lukke.

Spørger man udvalgsformanden (Helle Barth, red.) hvorfor, lyder svaret:

»Hvis der for eksempel gives tilladelser for fem år, vil eventuelt nye erhvervsdrivende ikke kunne få en tilladelse på torvet. Det vil næppe være populært først at give en flerårig tilladelse for dernæst at ændre på den.«

Tilladelserne skal gives efter fakta – ikke efter teorier og hvis og hvis.

Stop nu det regelrytteri, og giv tilladelse for de næste fem år uden yderligere ansøgning.

Med venlig hilsen
Allan Karlsson

Deltag i den lokale debat

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?