Hvor kommer den træflis og de træpiller fra, som Tårnby Forsyning bruger til fjernvarme?

Hvor kommer den biomasse fra, som bruges til fjernvarmeproduktionen? Fældes der træer, for at vi kan få varme? Nej, lyder det fra CTR.
Et af træerne er ved at blive hult, og det svækker træet. SkovByKon har dog vurderet, at det ikke vil være til fare for omgivelserne. Foto: Tim Panduro.
Der må ikke fældes træer med det formål at lave energiproduktion. Det har man besluttet i Danmark, og derfor skal varmeproducenter og leverandører kunne dokumentere, at træpiller og træflis til fjernvarmen kommer fra restprodukter – og i øvrigt stammer fra bæredygtig skov. Arkivfoto: Tim Panduro.

En stor del af den fjernvarme, Tårnby Forsyning på nuværende tidspunkt leverer til Tårnby og i fremtiden gerne vil levere til Dragør, kommer fra afbrænding af træpiller og træflis. For at være helt præcis er det 31,9 procent af varmen, der kommer fra træflis, og 33,4 procent, der kommer fra træpiller.

Dette har fået en læser til at spørge, hvor træet kommer fra. For mange er interesserede i at sikre sig, at det kommer fra bæredygtig produktion, og at der ikke bare fældes skove for at få varme i vores huse.

Dragør Nyt har bedt Tårnby Forsyning om at svare på spørgsmålet. Og de har fået Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) – som er dem, der reelt leverer varmen i rørene – til at svare.

Hvor kommer den biomasse (træpiller og træflis) fra, der ender som varme i fjernvarmerørene i Tårnby og eventuelt i Dragør i fremtiden?

CTR forklarer i et skriftligt svar, at de køber varme produceret på biomasse fra Ørsted og HOFOR Energiproduktion:

»Vi kan fortælle, at producenterne er underlagt omfattende lovkrav fra myndighederne til bæredygtighed for den biomasse, der anvendes i varmeproduktion. Lovkravene er udformet med det formål at sikre, at biomassen lever op til kriterierne for bæredygtig biomasse til energiproduktion. Bæredygtighedskravene afhænger af kategorien og typen af biomasse. For eksempel skal træbiomasse komme fra bæredygtigt forvaltede skove. Det betyder, at der sker gentilplantning at skovene, og at skovdriften opfylder en række betingelser knyttet til økosystemer, biodiversitet og CO₂-regnskab. Biomassen skal også kunne kategoriseres som restprodukter, for at den kan leve op til de danske lovkrav,« lyder det.

CTR forklarer i øvrigt, at alle, der bruger biomasse til energiproduktion, herunder CTR’s leverandører af varme, hvert år skal udarbejde en indberetning til myndighederne om den biomasse, der er brugt.

»Indberetningen skal være verificeret af en uafhængig kontrollant. Indberetningen omfatter blandt andet biomassens geografiske oprindelser, mængder og biomassetyper og kontrol af, at bæredygtighedskravene er opfyldt, herunder krav til drivhusgasreduktioner,« skriver CTR.

Miljødeklarationer

Ørsted forklarer på deres hjemmeside også mere om bæredygtigheden af den biomasse, de bruger til at producere fjernvarme. De forklarer blandt andet, at biomassen består af restprodukter fra landbrug, skovbrug og savværker, og de stammer fra de dele af træet, der ikke efterspørges til andre produkter.

Læs mere på Ørsteds hjemmeside.

HOFOR forklarer også, at den biomasse, de bruger til varmeproduktion – såsom træpiller og træflis – ikke må komme fra oprindelig skov, men skal være et restprodukt.

Læs mere på HOFORs hjemmeside.

Spørg til fjernvarmen


Mange spørgsmål trænger sig på, når man skal tage stilling til, om man vil melde sig til fjernvarme i Dragør inden den 1. juni.

Både Tårnby Forsyning og Dragør Kommune svarer løbende på mange spørgsmål, og her i Dragør Nyt vil vi også gerne besvare læsernes spørgsmål.

Send os dit spørgsmål på fjernvarme@dragoer-nyt.dk, så vil vi gøre vort bedste for at finde den rette ekspert til at besvare det – og bringe svaret her i avisen, så andre også kan blive klogere.

Vi kan ikke love at kunne få svar på alt, men vi vil bestræbe os på at finde svar på det meste – særligt det, der også kan gavne andre i samme situation.

Fik du læst?