
Smilet er stort, men også lidt vemodigt hos Christina Sidal. Hun har meldt ud, at hendes fjerde barn – tøjbutikken Donna – er til afståelse. Det vil sige, at hun håber, at hun kan finde en, der vil købe og drive butikken videre. Måske på en ny måde og med et nyt sortiment, men stadig i Donnas ånd – med tøj til Dragørs kvinder i alle aldre.
»Det er helt klart min drøm, at der fortsat skal være tøjbutik her, og at Donna skal bestå. Den har jo ligget her siden 1989. Så jeg håber, at det kan lykkes, og derfor er afståelse det, jeg prøver i første omgang. Jeg har ikke sat en deadline på, men jeg kan jo ikke vente på en køber for evigt. Jeg har dog lovet mine kunder, at jeg melder ud i god tid, hvis jeg må gå over til ophørsudsalg og lukke butikken,« fortæller Christina Sidal.
Gennem alle år har hun sat en ære i at have det helt rette udvalg i butikken. Til messer og fremvisninger hos leverandører har hun købt ind efter at ramme en balance mellem det, der er på mode, og det, der er eviggyldigt. Det er ofte et sats, og sommetider rammer man forkert. Det kommer hun ikke til at savne.
Men det allervigtigste for hende – og det, som hun kommer til at savne allermest – er kundekontakten. Og det er også den, hun har forsøgt at basere sine indkøb på. Hun kender sine kunder. Hun ved, at hun ikke kan købe 30 bluser ind, som er trendy lige nu, men som ingen vil have om to måneder.
Og hun ved, at der altid er efterspørgsel på de mere klassiske genstande. Alle har simpelthen brug for et par sorte bukser og en hvid T-shirt en gang imellem. Og når man ved, at mange kvinder over 40 er selvbevidste om arme og maver, så nytter det ikke noget at have croptops og udelukkende ærmeløse toppe og sommerkjoler.
»Her i butikken er det vigtigere at kende kunderne end at følge alle trends. Jeg skal heller ikke kun vælge tøj, jeg selv kan lide. Jeg skal vide, hvad kunderne vil have. Og mine stamkunder kender jeg jo så godt, at når jeg køber ind, så har jeg dem i baghovedet: Den ville være lige noget for Hanne – eller den ville godt nok klæde Yvonne godt,« forklarer Christina Sidal med endnu et smil.
Er kommet tæt på kunderne
At drive Donna har dog for Christina Sidal ikke bare handlet om tøj. Siden hun købte butikken i 2008 – en beslutning, der blev taget på en enkelt dag, da hun fik tilbuddet – har hun fulgt mange af kunderne gennem jobskifte, uddannelser, børnefødsler, mormorglæder og skilsmisser.
»Der er jo mange, man er blevet tætte med, fordi man har fulgt dem i så mange år. Og jeg tænker på dem og bekymrer mig, hvis det er længe siden, jeg har set dem. Vi har også oplevet at have tre til fire generationer på samme tid, som har gået rundt i butikken og handlet. Det er nok lidt anderledes, end det er inde på Strøget,« siger Christina Sidal.
Når man taler med hende, er kærligheden til butikken og kunderne så tydelig, at det kan være svært at forstå, hvorfor stedet så egentlig er til afståelse, eftersom butikken har overlevet finanskrise og corona og kører ret godt. Men hun forklarer, at det er en proces, der har stået på et stykke tid – og at det er mange forskellige faktorer, der gør, at hun har brug for at åbne en ny dør.
»Efter corona har branchen forandret sig, folk har forandret sig, og jeg har forandret mig. Jeg er klar over, at hvis jeg skal bibeholde butikken og et godt salg, så er jeg nødt til at inddrage de sociale medier, og det ønsker jeg simpelthen ikke. Så har jeg brugt lang tid på at tænke over, hvem jeg er, hvis jeg ikke er Donna? Og så kom jeg frem til, at det, jeg elsker allermest, jo er at tale med mennesker. Særligt dem, der har ondt i sjælen,« fortæller Christina Sidal.

Pling – jeg vil være sorgvejleder
Christina Sidal har altid været åben og nysgerrig, og derfor er hun også havnet i mange alvorlige samtaler med kunderne, som måske ikke normalt finder sted i en tøjbutik.
Hun blev klar over, hvor mange der går og roder med en eller anden sorg, som de ikke ved, hvor de skal gå hen med. Samtidig blev hendes egen mor ramt af demens, og hun oplevede på egen krop, hvor mange tanker og følelser det bragte i spil.
»Nu kommer det til at lyde helt plat, men jeg sad og læste en artikel i Alt for Damerne om en, der var sorgvejleder. Og så sagde det bare pling. Det er da dét, jeg skal være,« forklarer Christina Sidal.
Så hun har netop afsluttet en uddannelse som sorgvejleder og er allerede gået i gang med at læse til psykoterapeut. Dette kan kun lade sig gøre, fordi hun har fire trofaste timelønnede medarbejdere, som kan dække for hende, når hun er afsted på skolebænken. Men hun blev klar over, at hun var nødt til at vælge. Og her må Donna altså vige pladsen for en ny, ikke helt defineret horisont. Sandsynligvis et liv som selvstændig sorgvejleder.
»Jeg brænder virkelig for det her område. Især synes jeg, at der mangler oplysning om ventesorg. Vi har et sundhedsvæsen, hvor man kan holde folk i live i lang tid, men man har ikke fokus på de pårørende, der bliver mere og mere tyndslidte. Det vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på og gøre noget ved. Det er en ild, der er tændt nu, og som jeg er nødt til at følge efter,« siger Christina Sidal, der i øvrigt har fuld opbakning fra mand, børn og børnebørn til at starte en ny fase i sit liv.
Vil opfordre til mere sparring
»Jeg kan ikke blive her uden at gå på kompromis med det, jeg kan mærke, at jeg skal nu. Men det er som sagt et kæmpe ønske for mig, at Donna kan bestå, og at jeg kan finde en, der kan se mulighederne. For kundegrundlaget er der, og så kan man jo udvikle varesortimentet, og man skal have mod på at tænke internetsalg og sociale medier ind, fordi tiderne er skiftet,« lyder det fra Christina Sidal, der også kommer til at savne sine butiksnaboer. Ikke mindst »drengene« inde hos Sydstrandens Slagter, som hun altid får en god sludder med.
De andre tøjbutikker i byen har hun ikke haft meget samarbejde med, men det tænker hun, at der vil være masser af perspektiver i for en eventuel ny ejer af Donna.
»Jeg har nok savnet lidt mere samarbejde og sparring med kollegaerne. Vi har en uskreven regel om, at vi ikke tager hinandens leverandører, og det er superfint. Ellers har vi kørt vores butikker meget individuelt. Jeg har heller ikke selv været den, der har rakt ud. Men hvis jeg finder en ny til at overtage her, vil jeg klart opfordre til mere sparring med de andre butikker. Det tror jeg, at man kan få meget ud af,« slutter Christina Sidal.
Hendes tid i Dragør er ikke forbi, for hun har boet her siden 1998 og har lært at elske alt ved byen. Fra muligheden for vinterbadning til det faktum, at alle kender alle. Men hendes æra som butiksejer er snart ved vejs ende – hun håber bare ikke, at Donnas æra er det.
