Lokalt affaldsselskab i samarbejde med energikæmpe om klimamilliarder

ARC og E.ON har budt ind på udbud på 28,7 milliarder kroner med et projekt, der vil binde 400.000 ton CO₂ fra Amager Bakke.

Det lokale affalds- og energiselskab ARC har i samarbejde med den tyske energigigant E.ON kastet sig ud i kampen for at vinde et gigantisk udbud på 28,7 milliarder kroner, som Energistyrelsen havde deadline på til prækvalifikationen onsdag.

Midlerne skal bruges til at indfange og lagre CO₂ fra 2030, og ARC og E.ON har slået sig sammen i projektet CopenCapture, der har som ambition at indfange hele 400.000 ton CO₂ årligt fra Amager Bakkes udledning og lagre den i undergrunden.

På toppen af Amager Bakke har parterne underskrevet en eksklusiv aftale, der skal gøre det kendte danske affaldsenergianlæg til et internationalt fyrtårn for CO₂-fangst og -lagring – også kaldet CCS.

»Amager Bakke er et moderne anlæg med lang levetid, der er i drift året rundt og lever op til de højeste miljøstandarder. Danmark har med udbuddet skabt gode forudsætninger for at etablere nye CCS-projekter. Partnerskabet om CopenCapture er en unik mulighed for at skabe et internationalt foregangsprojekt, der viser, hvordan vi kan tackle en af de sværeste og mest komplekse klimaudfordringer, nemlig den øgede CO₂-udledning,« siger Marten Bunnemann, CEO for E.ON Energy Infrastructure Solutions.

ARC er drevet af fem storkøbenhavnske kommuner, blandt andet Dragør, og selskabet står for indsamling og håndtering af kommunernes affald. E.ON er en privat virksomhed, og partnerskabet er ifølge Jane Egebjerg Andersen, COO (Chief Operating Officer, red.) hos ARC, et godt eksempel på, hvordan offentlige og private virksomheder kan arbejde sammen.

»Med E.ON som partner får vi det bedste fra to verdener. Hos ARC kan vi fortsætte med at levere god affaldshåndtering og -behandling og sikker, konkurrencedygtig fjernvarme til borgerne, mens E.ON kan bidrage med deres store teknologiske ekspertise og internationale erfaring med store energiprojekter til at realisere CopenCapture og bygge CO₂-fangstanlægget,” siger Jane Egebjerg Andersen.

Den nye partnerskabsaftale betyder, at E.ON ansøger om prækvalifikation til Energistyrelsens CCS-udbud, der har et krav om fuld fangst af CO₂ i 2030.

Selve etableringen af CopenCapture er betinget af tilskud fra CCS-puljen.

Fik du læst?