
I 2024 tog Ara Jaci Romero en stor beslutning. Hun sagde sit job op i Københavns Kommune, hvor hun arbejdede med byggesager, og rykkede væk fra skrivebordet og ind i sin egen hundesalon.
Nu er de første tre måneder i salonen på Magleby Torv i Dragør Centret gået, og selvom hverdagen som nystartet iværksætter er travl, har hun ikke i ét sekund fortrudt sin beslutning.
Stor opbakning
I slutningen af november åbnede dørene til hundesalonen Rene Poter officielt. Siden da har Ara Jaci Romero fået opbygget en solid kundekreds, hvor flere hunde allerede kommer fast.
»Jeg synes, at det går rigtig godt. Det har været rigtig dejligt at starte. Det har været fantastisk at få de samme hunde igen og opbygge en fast kundekreds. Folk er virkelig søde, og jeg kan mærke, at de er glade for, at jeg er her,« siger hun og uddyber:
»Der er mange, der bare kommer forbi for at sige hej og tage en godbid til deres hund. Jeg prøver også at opfordre folk til at kigge ind, så hundene kan vænne sig til stedet. Det skal være et rart sted at være for os alle sammen.«
Selvom hun bor i Tårnby med sine to børn og hunden Holly, har hun en lang historie med Dragør, hvor hun tidligere har boet i 14 år.
At vende tilbage til byen som erhvervsdrivende har været en positiv oplevelse, og både hundeejere og erhvervslivet har givet hende en varm velkomst.
Fra byggesager til iværksætteri
Vejen til at åbne egen salon var ikke uden overvejelser. Ara Jaci Romero er kontoruddannet og har i mange år arbejdet administrativt, blandt andet i Københavns Kommune og Lægemiddelstyrelsen. Men drømmen om at arbejde med dyr har ligget og ulmet længe.
»Jeg har tænkt på det i mange år. Men jeg syntes, at det virkede svært at få op at køre. Så skete der nogle ting i mit liv, der fik mig til at tage springet. Min mor blev syg – og heldigvis rask igen – og jeg fyldte 45. Det satte en masse tanker i gang. Man lever kun én gang, så nu måtte jeg prøve det,« fortæller hun.
Hun tog en privat uddannelse som hundefrisør ved siden af sit arbejde og brugte weekenderne på at lære faget. Sideløbende byggede hun salonen op, og da hun var færdiguddannet, valgte hun at satse fuldt ud på sin nye karriere.
»Det er fedt og hårdt at være iværksætter, og jeg sover godt om natten. Nogle dage er lange, men jeg har et godt netværk, der hjælper mig meget – med alt fra regnskab til hjemmeside. Det har været en stor støtte.«
Mere end en klipning
For Ara Jaci Romero handler arbejdet i salonen ikke kun om at klippe og vaske hunde – det handler også om at skabe tryghed for både hunde og ejere.
»Jeg bruger tid på at tale med kunderne, inden vi går i gang. Det er vigtigt, at både hund og ejer føler sig trygge. Det er jo folks lille baby, de afleverer, så det skal ikke gå for hurtigt. Jeg prøver at aflæse hundene og give dem en god oplevelse,« fortæller hun.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Hun har også indgået et samarbejde med den lokale dyrlæge Louise Sundby, hvor de blandt andet tilbyder en særlig behandling til hunde, der er bange for at blive klippet.
»Nogle hunde er så angste, at de ikke kan klippes normalt. Derfor har vi en løsning, hvor Louise giver en let sedering (behandling med beroligende medicin, red.), så hunden kan slappe af, mens jeg klipper. Det fungerer rigtig godt, og vi har allerede haft flere hunde igennem det,« siger Ara Jaci Romero.
Sammen med Louise Sundby har hun et foredrag i støbeskeen, der skal afholdes i salonen den 3. april. Her inviteres hundeejere forbi til at blive klogere på hundens signaler, og dyrlægen vil give tips til sjove lege, der stimulerer hunden mentalt.
Planer for fremtiden
Selvom salonen stadig er ny, har ejeren mange planer for fremtiden. Salonens forlokale har allerede vist sig som det perfekte sted at invitere gæster ind. I december blev rummet brugt til et foredrag om nytårsangst hos hunde, og der var fuldt hus.
Ara Jaci Romero vil gerne holde flere af den slags arrangementer, både gratis og for betalende gæster. Det kan være alt fra førstehjælpskursus til hunde til et strikkearrangement, hvor man kan strikke en lun sweater til sin hund inden vinteren.
Selv vil hun videreuddanne sig inden for specielle klipninger og trimninger, men først skal hun lige lande i sin nye tilværelse.
»Det er jo et stort skifte, og jeg har haft meget travlt. Lige nu arbejder jeg stort set hver dag. På sigt skal jeg have nogle faste åbningstider, så det bliver mere struktureret. Men indtil videre nyder jeg bare at møde alle hundene og deres ejere,« siger hun.