Dragørs gamle bydel og Store Magleby landsby har i årtier haft bevarende lokalplaner, der sætter strenge grænser for, hvad man må og ikke må, når man ejer et hus i områderne.
Men uden for de to historiske byområder er der langt mellem restriktionerne. Der er nemlig ikke lavet en samlet registrering af bygningernes kulturhistoriske, miljømæssige og arkitektoniske værdi. Det betyder, at der ikke er overblik over, hvilke bygninger rundt omkring i kommunen, der er bevaringsværdige – og derfor ikke bør rives ned eller ændres.
»I princippet kan man flere steder bare rive husene ned uden at spørge kommunalbestyrelsen om lov,« siger Annette Nyvang, der er medlem af kommunalbestyrelsen for liste T og er listens repræsentant i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.
Her har hun netop stillet forslag om, at alle bygninger i Dragør Kommune skal igennem en såkaldt SAVE-registrering.
SAVE er en metode til at kortlægge, registrere og vurdere bevaringsværdier i bymiljøer og bygninger, og de kan fungere som en vejledning for, om en bygning er tilstrækkelig værdifuld for lokalområdet til, at ændringer eller nedrivninger skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
Nyby som eksempel
Annette Nyvang peger i første omgang på Nyby og området op mod Blushøj – altså området umiddelbart på den anden side af Vestgrønningen i forhold til den gamle by – som et område, der kan have værdifulde bygninger.
»Der ligger nogle bygninger, som fortæller historien om dengang, man fik lov til at bygge uden for Dragørs område. Der kan være en masse værdier, men i princippet kan de rives ned, når vi ikke har kortlagt værdierne,« siger hun og peger på, at udfordringen ligger alle steder i kommunen.
»Når der rives ned og bygges nyt, er dem, der bor i området, sjældent glade for det. Nye bygninger kan virke som fremmedelementer. Men har man en SAVE-gennemgang, har man en idé om, hvor der ligger kvaliteter, der bør bevares« siger hun.
»Det er også vigtigt i et bæredygtighedsperspektiv. En SAVE-registrering kan hjælpe til, at man tænker mere i vedligehold og transformation i stedet for at rive ned,« siger hun.
I første omgang forestiller hun sig, at det er bygninger opført frem til 1940, der skal SAVE-registreres.
»Men det kan være, at man også bør vurdere alt, der er bygget frem til 1970,« siger hun.
Et stærkt overblik
Netop en afgrænsning ved 1970 vil give god mening, vurderer Arne Høi. Ud over at være institutleder på Institut for Bygningskunst og Kultur på Det Kongelige Akademi er han også en af Danmarks førende eksperter i SAVE-registrering, blandt andet som forfatter til den reviderede SAVE-vejledning, som Slots- og Kulturstyrelsen udgav i 2011.
»SAVE-metoden blev udviklet 1990erne, og her registrerede man en række kommuners bevaringsværdier. Man vurderede både helheder og bebeyggede strukturer og alle bygninger i de udvalgte kommuner opført frem til 1940. De fleste kommuner opererer i dag med en senere tidsgrænse – og i forhold til tidspændet kan det give god mening at regne med 1970,« siger han.
Baggrunden for SAVE-registreringen er at få overblik over den lokale kulturarv, der ofte kan stå i skyggen af de mere oplagte attraktioner. Netop det er grunden for, at SAVE-registreringerne opstod.
»Tilbage i 1990erne besluttede man sig for, at man ville have et større overblik over kulturarvsværdierne i Danmark. I forvejen havde man verdensarv, som skulle beskyttes på grund af den globale betydning og fredning af bygninger med national værdi, som staten tog sig af, og nu ønskede man også at få udpeget lokale værdier, som kommunerne skulle have ansvar for,« siger han.
»Registreringerne giver kommunerne et godt overblik over bevaringsværdierne, og en ejer kan kun få lov til at rive et bevaringsværdigt hus ned, hvis kommunalbestyrelsen godkender det. Og beslutning skal vel at mærke i offentlig høring, inden kommunalbestyrelsen tager endelig stilling.«
Øget fokus
En SAVE-registrering foregår efter en klar systematik. Hver enkel bygning bliver vurderet udefra og ud fra fem kriterier, der hver får en værdi mellem 1 og 9 og til sidst en samlet bevaringsværdi.
De væsentligste kriterier er den arkitektoniske, den kulturhistoriske og den miljømæssige værdi. Derudover vurderer man også bygningens originalitet og dens tilstand.
»Ved arkitekturen kigger man blandt andet på bygningens proportioner og udtryk, mens man ved det kulturhistoriske i høj grad kigger på den fysiske fortælling, for eksempel om en bygning har haft en funktion i lokalsamfundet som skole eller forsamlingshus. I det miljømæssige kigger man på samspillet med det fysiske miljø omkring bygningen. Man kan for eksempel forestille sig et hus, der har fået nye vinduer eller døre eller på anden måde ikke er helt originalt, men som alligevel kan blive vurderet til at have en særlig støtteværdi i en husrække, fordi det er gulkalket og på den måde passer sammen med resten og understøtter helheden,« siger Arne Høi, der fremhæver, at SAVE-registreringer vil kunne øge fokus på andre bebyggede områder end de mest oplagte.
SAVE-registreringen skal indgå i lokal- eller kommuneplaner for at være retsgældende. Når bygningen er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen – som regel bygninger med bevaringsværdi fra 1–3 eller 1–4 – skal kommunalbestyrelsen forholde sig til eventuel ansøgning om nedrivning.
Det skønnes, at mellem 300.000 og 400.000 bygninger i Danmark har en så høj bevaringsværdi, at det medfører den øgede beskyttelse.
»Det er en fantastisk god måde at danne sig et overblik over de værdier, man har, så man kan passe kvalificeret på dem,« siger Arne Høi.
Klima-, By- og Erhvervsudvalget behandler liste T’s forslag på deres møde onsdag den 2. april.
