
En ny plan om en ekstra afgift på 20 kroner per billet til metroen fra 2027 vakte i sidste uge opsigt i Dragør.
»Først troede jeg, at det var den 1. april, men der er jo fem dage til,« skrev borgmester Kenneth Gøtterup på Facebook, da Politiken bragte historien om en ny aftale om finansiering af en metrolinje til Lynetteholmen.
Frygten var, at Dragørs indbyggere kunne blive hårdt ramt af, at passagerer til og fra byens nærmeste metrostation ville få en markant højere billetpris end alle andre daglige brugere af metroen.
Da aftalen endeligt blev præsenteret fredag, fremgik det dog, at pendlere er undtaget fra afgiften – og selvom Dragør ikke direkte er nævnt i aftaleteksten, beroliger det Kenneth Gøtterup (C), der dog vil tage kontakt til Københavns overborgmester, Lars Weiss.
»Opgaven er nu at sikre, at det kommer til at fremgå helt tydeligt af de forskellige skriftlige aftaler, som vi jo ikke har været involveret i, og det bliver det vigtigste fokus i min henvendelse til overborgmesteren,« skrev han i et opfølgende Facebook-opslag.
Den ekstra afgift minder om et tidligere forslag, hvor der dog var lagt 50 kroner på billetprisen. Det blev skudt ned efter store protester – blandt andet fra Dragørs politikere.