
En kommune skal tilbyde borgere mindst to forskellige leverandører af hjemmepleje. Sådan lyder lovkravet nu, og sådan kommer det også til at lyde, når den nye ældrelov implementeres til sommer. Og den private virksomhed, der i konkurrence med den kommunale hjemmepleje har leveret hjemmepleje til borgere i Dragør indtil nu, har en kontrakt, der udløber i starten af 2026.
Derfor skulle kommunalbestyrelsen på deres møde torsdag den 27. marts tage stilling til et nyt udbud, og her valgte politikerne at pege på, at Dragør skal lave et fælles udbud af hjemmepleje sammen med Tårnby Kommune, da Dragør i forvejen har lavet et indkøbs- og udbudsfællesskab med Tårnby.
Forvaltningen havde lagt op til, at sådan et fælles udbud vil være en fordel, fordi kommunerne kan optimere deres ressourceforbrug og reducere ressourcetrækket på begge kommuners fagområder. Kræfterne kan de så i stedet bruge på at implementere den nye ældrelov.
En enig kommunalbestyrelse stemte for forslaget.