Søndag den 6. april markerede Dragør Tennis sæsonstart med den traditionsrige standerhejsning. Klubvimplen blev hejst for 99. gang på anlægget på Strandjægervej.
Banerne er klar
Vejret viste sig fra sin gode side, da medlemmerne mødte op for at tage hul på en ny sæson. Klubbens juniorer stod for at hejse vimplen, mens klubbens samarbejdspartner, Transocean Sports, var til stede og solgte udstyr.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Dragør Tennis har i år fået gjort otte ud af klubbens ni baner klar til sæsonstart, hvilket ifølge bestyrelsesformand Joakim Thörring er usædvanligt tidligt.
»De fleste klubber er slet ikke nået så langt, men vi har fået professionel hjælp til at klargøre banerne tidligt, så sæsonen kunne begynde i god tid,« siger Joakim Thörring.
Der er også sket forbedringer omkring anlægget. Klubben har med støtte fra en fond under Dansk Tennis Forbund og DGI fået plantet nye laurbærbuske rundt om banerne.
Familietennis for de mindste
I år satser Dragør Tennis desuden på at tiltrække endnu flere medlemmer, især børnefamilier. Klubben håber på god tilslutning til deres familietennis, hvor børn i alderen tre til fem år kan tage deres forældre eller bedsteforældre med til træning.
Artiklen fortsætter efter billedet.

»Det foregår søndage fra klokken 9 til 11.30, og vi håber, at mange vil benytte sig af tilbuddet,« siger Joakim Thörring.
Klubben har generelt fokus på at forny sine træningstilbud for både juniorer og seniorer. De bruger både nye trænere og egne unge medlemmer som hjælpetrænere.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Nærmer sig en stor milepæl
Dragør Tennis går ind i sin 99. sæson og kan dermed se frem til at fejre 100-årsjubilæum næste år.
Bestyrelsen og medlemmerne arbejder fortsat på at udvikle klubben og forbedre faciliteterne. Klubbens ambitioner tæller blandt andet endnu bedre træningstilbud for både begyndere og øvede spillere.


