
En regnbuemalet bænk, som har sat sindene i kog på sociale medier og også har ført til politiske diskussioner, er nu blevet endeligt godkendt.
Et flertal i Klima-, By- og Erhvervsudvalget har sagt god for en placering ved rådhuset på Kirkevej.
Alle partier undtagen Det Konservative Folkeparti støttede forslaget og placeringen. De konservative stemte hverken for eller imod – en lille opblødning i forhold til den oprindelige vedtagelse i februar, hvor partiet stemte imod.
Regnbuesymbolet har gennem 50 år været et symbol på rettigheder for seksuelle minoriteter og kønsminoriteter, og det ses også brugt som et generelt symbol til støtte for mangfoldighed.
Det bliver en af kommunens egne bænke, som skal bemales, så udgiften bliver alene maling og arbejdstid til projektet, der derfor ikke kræver en økonomisk bevilling.
Udvalgsformand Helle Barth fra Venstre er glad for, at det er blevet vedtaget at male den kommunale bænk. Men hun undrer sig over, at der har været så megen diskussion.
»Det er utroligt, at vi har skullet bruge så lang tid på noget, der er så oplagt,« siger hun.
»Men det glæder mig, at beslutningen er gået igennem. Det viser også, at vores udvalg laver andet end at tale om mursten og klipning af grøftekanter.«