
Det nyåbnede Kyst Gallery på Kongevejen er fra fredag den 11. april klar med sin anden udstilling. Denne gang er der amerikansk surrealisme på programmet, når indehaver Cherry Rao har fernisering på Massachusetts Dreaming: Rhea Macks surrealistiske verden. Det er samtidig den første europæiske soloudstilling af den amerikanske kunstner Rhea Mack.
Mack arbejder med finurlige farveblyantstegninger og skaber ifølge galleriet »et ømt, skævt univers befolket af skeletter, troldmænd og himmelske væsener — en imaginær flok af følgesvende, som hun kærligt omtaler som sine ‘weirdos’«.
Rhea Mack har arbejdet med kunst hele sit liv og er uddannet fra Montserrat College of Art. Hendes tegninger minder ifølge galleriet om øjebliksbilleder fra et parallelt univers, hvor outsidere bliver set og fejret med omsorg. Figurerne poserer som på mærkelige familieportrætter – med inspiration fra gamle fotografier.
Der er fernisering fredag den 11. april klokken 16–18. Kunsten kan også ses ganske gratis i galleriets åbningstid.