Landskaber og kaffe i havnegalleriet

Pernille Fich udstiller maleri og grafik med inspiration fra både naturen og hverdagen.

Fra fredag den 11. april til og med torsdag den 17. april kan man opleve kunstneren Pernille Fich i Havnegalleriet på Strandlinjen 17. Udstillingen er åben hver dag klokken 13-18, og her præsenterer hun både nye malerier og to former for grafiske værker.

Pernille Fichs malerier kredser om landskaber – ikke som præcise gengivelser, men som frie og personlige fortolkninger. Det er naturindtryk fra lange cykelture, der danner baggrund for hendes værker. Her undersøger hun især stemninger, farver og former. På den måde får også beskueren mulighed for at læse sin egen fortælling ind i billederne.

Kaffe, køkken og klassikere

Foruden malerierne viser Pernille Fich også grafiske værker i form af linoleumstryk og monotypier. Linoleumstrykkene har sin egen personlige historie. De forestiller kaffekopper og kander, som hun har fotograferet hjemme hos venner, mens de bød på kaffe. Andre motiver kommer direkte fra hendes eget køkken og skaber en hverdagsnær stemning i billederne.

Den anden grafiske metode, monotypi, adskiller sig ved, at hvert tryk er unikt, da der kun findes ét eksemplar af hvert værk. Her har hun valgt interiør som motiv – især ikoniske designobjekter, som mange vil genkende.

Udstillingen er gratis, og Pernille Fich byder alle besøgende på en forfriskning.

Fik du læst?