
Liste T kommer ikke til at lægge stemmer til, når Socialdemokratiet, Konservative, Moderaterne og Venstre i næste måned kommer med et forslag til en helhedsplan for Erhvervsområde Nord i firkanten mellem A.P. Møllers Allé, Ryvej og Nordre Dragørvej.
Forslaget om forarbejdet til en helhedsplan kommer, efter at det har vist sig at være for dyrt at etablere adgangsveje til området. Den slags er naturligvis nødvendigt – men uden penge til veje, kan der ikke laves en lokalplan. Helhedsplanen er et skridt bagud i forhold til at realisere det omstridte erhvervskvarter.
Peter Læssøe, der er gruppeformand for liste T’s tre medlemmer af kommunalbestyrelsen, siger, at forslaget indeholder nogle sympatiske intentioner, men nok har et andet formål.
»I mine øjne er dette udelukkende et forsøg på at skubbe alle beslutninger til den anden side af kommunalvalget,« skriver han i en kommentar til Dragør Nyt.
»Nu er der gået næsten tre et halvt år siden staten offentliggjorde bekendtgørelsen om landplandirektiv for arealer til erhverv i Tårnby Kommune og Dragør Kommune – og nu er borgmesterens flertal nået frem til, at der skal udarbejdes en helhedsplan. Det er jo ikke en imponerende fremdrift, der er for området.«
Fik afvist analyse
Han gentager et tidligere ønske fra liste T om en behovsanalyse, der redegør behovet for en eventuel første etape.
»Første etape bør ligge i den nordlige ende – tættest på lufthavnen – og det underbygger, at primær adgangsvej bør være forlængelse af Ryvej,« skriver han med henvisning til en tidligere foreslået vej ved Ryvej tæt på lufthavnen, der blandt andet blev skudt i sænk af, at lufthavnen ikke ønsker at flytte en port og et hegn.
»Der skal redegøres for positive eller negative effekter for borgerne i Dragør Kommune og for borgerne på Ryvej i særdeleshed – og sluttelig skal der gennemføres en analyse, der belyser økonomiske, klima- og miljømæssige konsekvenser af at etablere og byggemodne erhvervsområdet.«
Om orienteringen på seneste Klima-, By- og Erhvervsudvalgsmøde vedrørende »adgangsveje til Erhvervsområde Nord«, hvor det kom frem, at prisen for alle de overvejede veje ligger på mere end 20 millioner kroner, skriver han, at »kommunen bør fremlægge konkrete planer for, hvad man ønsker for det nye erhvervsområde.«
Desuden opridser Peter Læssøe flere forhold, der skal være på plads, før liste T vil støtte et erhvervsområde. Ud over en behovsanalyse og en etapevis udbygning startende tættest på lufthavnen ønsker listen, at Kystvejen og Ryvej bliver adgangsvej, at der laves en redegørelse over positive og negative effekter for borgere, både lokalt og i hele kommunen, og at laves en analyse af de forskellige konsekvenser.
Indtil videre tyder intet dog på støtte fra lokallisten.
»Da flertallet har nedstemt vores ønske om en behovsanalyse, så er der ikke grundlag for liste T at arbejde videre med erhvervsområdet på Nord i den nuværende situation,« konkluderer han.