Dragørs bygninger skal skrives i mandtal

Politikere har vedtaget, at der skal laves et forslag til registrering af bygningers bevaringsværdi i Dragør Kommune – først skal der dog lægges planer for, hvordan det rent praktisk kan ske.
Nyby var den første samlede bebyggelse uden for Dragør gamle by – her er mange ældre huse, men deres bevaringsværdi er aldrig blevet vurderet. Arkivfoto: Thomas Mose.

Der skal lægges planer for, hvordan man bedst kan vurdere bevaringsværdien på bygninger i Dragør Kommune.

Det har Klima-, By- og Erhvervsudvalget besluttet oven på et forslag fra liste T om, at der skal laves en SAVE-registrering i kommunen.

En SAVE-registrering er en samlet og systematisk oversigt over blandt andet arkitektoniske og kulturhistoriske værdier i bygningerne. Den kan bruges til at give et overblik over den samlede bygningsmasse i en kommune og sikre, at historisk værdifulde bygninger ikke bliver revet ned.

Liste T-forslaget handlede om at, det skulle prioriteres at lave en SAVE-gennemgang i 2025, men det samlede udvalg endte på en lidt blødere formulering om, at administrationen skal lave et forslag om, hvordan der kan arbejdes med SAVE-registrering – herunder en proces for rækkefølgen, der for eksempel kan være i forbindelse med nye lokalplaner for et område.

»Vi er interesserede i, at der bliver lavet en SAVE-registrering, men der skal lægges en ramme, for eksempel hvor aldersgrænsen er for, hvilke bygninger der skal vurderes, og om der er økonomi koblet op på det,« siger udvalgsformand Helle Barth (V).

Fik du læst?