Fordele og ulemper ved fjernvarme og varmepumper

Fremtiden ligger både i varmepumper og fjernvarme. Fjernvarmen er dog den bedste kollektive løsning, mens varmepumper optimalt set skulle bruges dér, hvor fjernvarmen ikke kan udrulles. Sådan lyder det fra fagekspert fra Videncentret Bolius.
Pressefoto: Dragør Rotary Klub
Er man mest fremtidssikret med fjernvarme eller varmepumpe til at sende varme ud gennem radiatorerne? Arkivfoto.

Hvor grønne er de forskellige opvarmningsformer? Hvilke fyr og pumper er mest effektive til hvilken type boliger? Hvordan udvikler priserne sig for de forskellige varmekilder? Det følger Videncentret Bolius hele tiden med i, og Tue Patursson, energi- og indeklimaekspert samt chef for Bolius’ fageksperter, følger således meget med i den aktuelle debat om fordele og ulemper ved de forskellige opvarmningsformer.

Han forstår godt, hvorfor det kan være svært at tage stilling til, hvor fremtiden ligger. Især når det kommer til situationer som den, man ser i Dragør, hvor størstedelen af borgerne får deres boliger opvarmet af naturgasfyr og nu skal tage stilling til, om de vil have fjernvarme.

»Der er jo en masse hvis og hvis i det her, fordi der ikke er kommet en slutdato på gas som opvarmningsform til private boliger, og branchen hele tiden diskuterer: Hvornår bliver der lukket for gassen? Derudover bliver der snakket meget om biogas, og også her ville det være rart, hvis der kom en klar udmelding oppefra, som skærer situationen ud i pap: den mængde biogas, man forventer at producere i Danmark, rækker til industrien, men ikke til private boliger,« siger han.

Kollektiv løsning er bedst

Selv hvis man antager, at der bliver lukket for naturgas, og at biogas heller ikke skal bruges som opvarmning til private boliger, kan det være svært at tage stilling til, om fjernvarme eller varmepumper er den bedste løsning for fremtiden.

»Både varmepumper og fjernvarme er begge to klart en bedre klimamæssig retning at gå i end gas. I forhold til fjernvarme skal man selvfølgelig undersøge, hvad det er for en fjernvarme, man får. Er det et fjernvarmeselskab, som har mange snore at trække i og kan gøre det på en balanceret måde, så man hele tiden forsøger at trække på de mest grønne energikilder som sol og vind, men samtidig også holder priserne nede?« lyder det fra Tue Patursson.

En af de største fordele ved fjernvarme i hans øjne – som også har den største indvirkning på prisen i øvrigt – er, at fjernvarmen er en kollektiv løsning.

»Jo flere mennesker, der kobler sig på fjernvarmen og er med til at drive kollektivet, jo billigere bliver det, og jo flere er man også om at vedligeholde systemet og hele tiden udvikle det i en grønnere og grønnere retning,« siger han.

De fleste kan få varmepumpe

Kan man ikke få fjernvarme, er varmepumper dog også en rigtig god løsning, mener Tue Patursson. Og han mener ikke, at der er mange boliger, hvor en varmepumpe ikke vil kunne installeres. Men hvilken type afhænger dog meget af både bolig og grund.

»De billigste varmepumper er luft til luft-varmepumper, der dog mest bruges til sommerhuse – blandt andet fordi de ikke opvarmer vand. Så har vi jord til vand-varmepumper, der fungerer, hvis man har et stort haveareal eller kan bore lodret ned i grunden. De er urealistiske på små matrikler. Endelig har vi luft til vand-varmepumperne, som er de mest udbredte. De kræver, at man har gulvvarme eller vandbårne rør og radiatorer – ellers er det i hvert fald en stor udskrivning at få etableret – men ellers er det en løsning, der passer til mange boligtyper. Her har den største udfordring nok været støj og udseende, men du finder mange utroligt støjsvage varmepumper i dag, ligesom der findes forskellige løsninger til at dække varmepumpen, som ikke er så køn at have hængende på huset,« fortæller Tue Patursson.

Fjernvarme er mere fremtidssikret

I hans optik vil det mest optimale dog være, at fjernvarmen udrulles alle de steder, hvor det teknisk kan lade sig gøre, og hvor det er økonomisk rentabelt – og at man kun installerer varmepumper i de boliger, der af den ene eller anden grund ikke kan blive koblet på fjernvarmen.

»På den lange bane er det den bedste løsning, fordi der i forhold til fjernvarmen sidder professionelle folk, der hver dag justerer og fintuner alt, så man får den billigste og mest effektive varmeudnyttelse og hele tiden kan gøre brug af de nyeste og grønneste teknologier. Varmepumper til private er en meget mere individuel løsning, hvor man ikke får den teknologiske udvikling med, fordi man jo ikke kan skifte varmepumpe hele tiden. Og den enkelte varmepumpes effektivitet afhænger også af, hvilken man har købt, og hvor godt man får den vedligeholdt,« siger han.

Rent prismæssigt er varmepumpen billigst, hvis man kun kigger på varmeregning og drift. Men indregner man anskaffelsespris og holdbarhed, er fjernvarmen billigst på den lange bane, lyder det fra Tue Patursson.

»Et nyt fjernvarmeanlæg holder længere end en varmepumpe og koster i øvrigt en tredjedel af en luft til vand-varmepumpe. Så når man indregner afskrivning og holdbarhed, bliver fjernvarmen den billigste,« forklarer han.

Har man allerede investeret i en varmepumpe og lagt over 100.000 kroner for den, vil det dog i de fleste tilfælde give bedre mening at beholde dén end at tilmelde sig fjernvarme, selvom det skulle blive en mulighed.

»Man kan i nogle tilfælde godt sælge sin varmepumpe brugt, men man vil højst sandsynligt tabe en del penge på det, så i sådanne tilfælde giver det nok bedst mening at beholde sin varmepumpe. Og det er lidt det, der er udfordringen, når udrulningen af fjernvarmen trækker ud: at en del når at skifte deres gas- eller oliefyr ud med en varmepumpe og derfor ikke er motiveret for at tilmelde sig fjernvarme,« siger Tue Patursson.

Fik du læst?