Dragør mangler 22 plejeboliger om ti år

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en del ældre borgere i Dragør. Og fremskrivninger viser, at der i 2036 derfor kommer til at mangle 22 plejeboliger. Hvordan problemet skal løses, drøfter politikerne allerede – dog uden at blive enige.

Antallet af borgere på og over 85 år i Dragør Kommune forventes at stige med 54 procent fra 2025 til 2034, og derfor viser fremskrivninger af, hvor mange der vil blive plejekrævende, at man kommer til at mangle 22 plejeboliger i kommunen i 2036.

Kommunalbestyrelsen er derfor allerede i gang med at drøfte, hvor disse plejeboliger skal ligge, eller hvordan man på andre måder kan løse problemet. Forvaltningen har fremlagt seks forskellige mulige scenarier:

  1. Etablering af nye plejeboliger på Enggårdens nuværende areal.
  2. Indgåelse af samarbejdsaftale om leje af ledige plejeboligpladser på et plejehjem i en anden kommune.
  3. Opfordring til borgere om at benytte fritvalgsmulighed til at søge plejebolig i en anden kommune.
  4. Frigørelse af boliger på Enggården ved samarbejde med Tårnby Kommune.
  5. Brug af velfærdsteknologi til at understøtte, at borgere bliver i eget hjem i længere tid.
  6. Etablering af nye plejeboliger på en kommunalt ejet grund i Dragør Kommune.

Emnet har været til drøftelse i de relevante udvalg samt på kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 27. marts. Men beslutningen kommer til at ligge hos den nye kommunalbestyrelse, der skal vælges til november.

»Jeg har en forventning om, at den nye kommunalbestyrelse træffer en beslutning om, hvordan vi løser plejeboligbehovet på den lange bane. Så partierne har i 2025 mulighed for at komme på plads med, hvad de synes. Så må de endelige beslutninger komme med den nye kommunalbestyrelse,« sagde borgmester Kenneth Gøtterup (C).

»Vi har længe vidst, at vi ville komme i den her situation. Det er vigtigt, at vi får det nødvendige antal pladser, så vores egne borgere kan blive på Enggården, men også så man kan få sine forældre hertil, hvis man har slået sig ned i Dragør, og forældrene har boet langt væk. Vi skal være opmærksomme på, at flere af vores almene boligforeninger netop nu arbejder med helhedsplaner og bruger penge på tilgængelighedsboliger. Det kan måske også være en del af løsningen, fordi flere måske kan blive længere i egen bolig. Men ja, det er vigtigt, at vi får taget de rigtige beslutninger, for det tager tid at bygge,« sagde Lisbeth Dam Larsen (M), der også pegede på en kombination af seniorboliger og ældreboliger på Enggården som en mulighed for at aflaste behovet for plejeboliger.

»Lige nu tror vi mest på at etablere nye plejeboliger på Enggårdens areal. Vi tror ikke så meget på samarbejde med Tårnby, for det er svært, hvis vi flytter ældre og sårbare borgere langt væk fra Dragør Kommune. Der er endda en option, der hedder velfærdsteknologi. Det er en spændende option, men det er godt nok svært at tro på, at det skulle mindske vores behov for plejeboliger,« sagde Peter Læssøe (T), der opfordrede forvaltningen til at liste fordele og ulemper op for hver enkelt af de seks fremlagte optioner til at løse plejeboligmanglen.

Fik du læst?