
En af fortidens helt store forureningssynder vil blive udbedret inden årsskiftet.
Københavns Lufthavn er i gang med at lave udbudsmateriale til et anlæg, der skal standse udledning af miljøgiften PFAS i udløb U8.
U8 leder overfladevand fra lufthavnen og ud i Øresund ved Kystvejen tæt på Nordstranden i Dragør.
PFAS er en miljøgift, der tidligere indgik i det særlige brandskum, som bruges ved flyulykker. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der statistisk sammenhæng mellem PFAS og dårligere virkning af vacciner hos børn, nyrekræft hos voksne, forøget kolesterol og lav fødselsvægt, mens der er mere usikkerhed om, hvorvidt det giver forøget risiko for blandt andet bryst- og testikelkræft.
Københavns Lufthavn var blandt de første, der stoppede med at bruge brandskum med stoffet. Men det har lang nedbrydningstid, og derfor vil det være en udfordring i årtier endnu.
Lufthavnen forventer, at det nye anlæg skal i udbud inden sommerferien. Inden da skal det behandles med ansøgninger i Tårnby Kommune, og der skal defineres rensningskrav. I forvejen har lufthavnen et anlæg, der renser PFAS fra grundvandet i området.
Ifølge lufthavnens kommunikationsafdeling er målet, at det nye anlæg kan sættes i gang inden årets udgang.
Et-års regnhændelse
Lufthavnens brandøvelsesplads ligger tæt på Dragør inden for lufthavnsområdet, og pladsen er årsag til forureningen med PFAS.
Ved en ombygning i 2013 blev store mængder jord gravet væk, men det har vist sig ikke at være nok, skriver Sille Juhl Prang, chef for miljø og compliance i Københavns Lufthavn, i en e-mail til Dragør Nyt.
Dragør Nyt har bedt om et interview, men er blevet henvist til skriftlige svar.
»Vi vil forsøge at rense alt dræn- og overfladevand fra brandøvelsespladsen. Selvom vi fjernede mange tons forurenet jord, da vi byggede pladsen om i 2013, har det vist sig, at drænvandet bliver forurenet af mindre PFAS-koncentrationer i den omkringliggende jord. Med det nye anlæg renser vi dræn- og overfladevandet, inden det løber til U8,« skriver Sille Juhl Prang.
Hun oplyser, at anlægget bliver dimensioneret til at kunne håndtere en et-års regnhændelse – det vil sige regnvejr af en styrke, der må forventes at én gang om året. Det er den samme kapacitet, som de øvrige anlæg i lufthavnen er designet til.
Københavns Lufthavn er tidligere blevet kritiseret for ikke at gøre noget ved udledningen til U8. Det skyldes ifølge Sille Juhl Prang, at indsatsen er blevet prioriteret i forhold til hele lufthavnens PFAS-forurening.
»I vores PFAS-indsats har vi været optagede af at få kortlagt PFAS-forureninger i hele CPH, og så har vi løbende prioriteret at sætte ind der, hvor effekten er størst. Det har ført til, at vi har etableret renseanlæg ved Brandstation Vest og ved Hovedgrøften, ligesom vi har overtaget et anlæg fra Region Hovedstaden, som afværger grundvandsforurening omkring brandøvelsespladsen.«
»Ved U8 er der lavet et stort analysearbejde for at finde frem til den bedste placering af renseanlægget i forhold til forureningskilderne. Den har vi fundet nu, og vi ser frem til at få anlægget i drift,« hedder det i det skriftlige svar fra miljøchefen.


