Ændringer på Wiedergården skaber uro: Ældreråd kritiserer forløb og sagsfremstilling

Ændringer på Wiedergården vækker kritik. Ældrerådet kalder sagsbehandling rodet og efterlyser bedre dialog.
Arkivfoto: Thomas Mose.
Dragørs Aktivitetshus, der har til huse i Wiedergården, står over for store ændringer. Arkivfoto: Thomas Mose.

Der er lagt op til både administrative justeringer og en kommende opdatering af vedtægterne i Dragør Aktivitetshus på Wiedergården. Ændringerne kommer i kølvandet på, at huset fik ny leder i november 2024.

Kommunens Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalg godkendte den 1. april processen for at opdatere vedtægterne, mens orienteringen om de administrative ændringer blev taget til efterretning.

Ældrerådet i Dragør er dog langtfra tilfreds med den måde, sagen er blevet behandlet på.

Ny leder giver anledning til ændringer

Med cirka 1.700 aktive brugere er aktivitetshuset et centralt mødested for mange i Dragør.

Den nye leder, Emily Drageskov, har siden tiltrædelsen gennemgået husets ledelsesopgaver og administrative praksis for at sikre en bedre drift og service over for brugerne.

Som led i ændringerne prioriteres lederens tid fremover med en mere tydelig opdeling: halvdelen af arbejdstiden bruges på personaleledelse og administration, mens den anden halvdel bruges på møder og dialog med frivillige.

Derudover allokeres i gennemsnit ti timer ugentligt til administrative opgaver fra en medarbejder i caféen.

I cafédriften fjernes muligheden for forudbestillinger ud af huset, mens overskydende mad fortsat kan købes med hjem for at undgå madspild.

Dog opfordres gæster stadig til at forudbestille mad, der skal spises i caféen.

Nyhedsbrev bliver elektronisk

Nyhedsbrevet »Væveren« udkommer fremover kun elektronisk. Ifølge sagsfremstillingen sker det efter ønske fra brugerrådet, men ifølge Arne Kindler, formand for Ældrerådet, er det ikke korrekt:

»Det har intet med virkeligheden på jorden at gøre. Brugerrådet har ikke bedt om at få et elektronisk nyhedsbrev,« siger han.

Desuden fjernes annoncer fra nyhedsbrevet, og tidligere udgaver lægges ikke ud online på grund af regler for annoncering på kommunale hjemmesider.

På økonomiområdet indføres der også nye arbejdsgange – blandt andet krav om, at alle indkøb konteres korrekt, at donationer pålægges donationsmoms, og at kommunens indkøbssystem fremover skal anvendes ved indkøb.

Vedtægterne skal revideres

Vedtægterne for aktivitetshuset blev sidst opdateret i november 2018 og skal nu revideres, så de bedre afspejler den daglige drift.

Processen ventes at foregå fra august til oktober, hvor leder og brugerråd sammen skal udarbejde et udkast. Hvordan øvrige brugere bliver inddraget, er op til lederen og brugerrådet at beslutte.

Ældrerådet i Dragør bakker op om, at vedtægterne opdateres, men kritiserer skarpt den måde, sagen er blevet fremlagt på. I høringssvaret skriver rådet, at sagsfremstillingen er »rodet og unuanceret og behæftet med store fejl og mangler«​.

Ældrerådet finder det desuden problematisk, at lederens arbejdsforhold inddrages i sagsbehandlingen, og advarer mod, at nye forventninger i sagen utilsigtet bliver indarbejdet i de kommende vedtægter.

»Der er to ben i denne sag. Der er de administrative ændringer, og så er der vedtægterne. Det havde været bedre at holde de to adskilt,« siger Arne Kindler og opfordrer til tættere dialog mellem administration, politikere og råd for at genskabe tilliden​.

Politisk uenighed i udvalget

Udvalget godkendte processen for at opdatere vedtægterne med stemmerne fem mod én.

Peter Læssøe (T) stemte imod og begærede sagen i kommunalbestyrelsen. Sagen ventes derfor at blive behandlet politisk igen onsdag den 23. april 2025.

Dragør Nyt har rettet henvendelse til ledelsen af Dragørs Aktivitetshus for at få svar på, hvordan ændringerne konkret vil påvirke brugerne, og hvordan brugerne og brugerrådet vil blive inddraget i arbejdet med de nye vedtægter. Tilbagemeldingen har været, at administrationen gerne svarer på spørgsmål, men ønsker at vente, til sagen har været behandlet i kommunalbestyrelsen.

Fik du læst?