
Rynket rose – eller hybenrose – er smuk og velduftende. Men desværre er den invasiv – og så levedygtig, at den udkonkurrerer anden vegetation de steder, den slår sig ned.
Derfor bliver den bekæmpet over hele landet – således også i Dragør, hvor kommunen netop har haft maskinparken i sving på stranden mellem Sylten og Gabriel Jensens Traktørsted.
Bekæmpelsen foregår ved hjælp af en maskinel biorotor, som fræser rødderne op. Resultatet er, at rosenbuskene udpines og bagefter får sværere ved at sprede sig. Det er anden gang, at Vej og Gartner prøver redskabet af, og kommunen forventer, at det skal ske flere gange henover de kommende år for at få fuld effekt af bekæmpelsen af den invasive art.