Liste T’s læserbrev om de negative konsekvenser af Dragør-modellen i Dragør Nyt den 2. april (nr. 14 – side 15, red.) har fået formanden for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget til at stille en række spørgsmål til forvaltningen om rigtigheden af ordlyden i læserbrevet.
Det er der kommet et svar ud af, som liste T ikke finder fyldestgørende.
Man skal vide, at Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre besluttede sig for Dragør-modellen i efteråret 2022 i forbindelse med budgettet for 2023.
Budgetforliget indeholdt blandt andet følgende målsætning:
»Skolerne skal have en fælles økonomi dækkende både den almene folkeskole og specialskoleområdet.«
Store besparelser i 2023
Det fik straks konsekvenser for budgettet på Store Magleby Skole.
I januar 2023, da skolens budget skulle godkendes på skolebestyrelsesmødet, fremgik det, at der skulle afskediges både lærere og pædagoger, og nye og billigere ringetider skulle godkendes. Lejrskoler, som skulle afholdes i foråret 2023, blev aflyst – medmindre de allerede var betalt. Så jo, der blev aflyst.
Der blev også sparet på kompetencecentret, som har en særlig opgave i forhold til udsatte elever. Alt dette for med skolens ord at udarbejde »et budget i balance«.
Det blev ikke sagt direkte, at det var på grund af Dragør-modellen – udvalgsformanden Henrik L. Kjærsvold-Niclasen (V) vil måske argumentere for, at skolen også beskrev, at den havde udsigt til et merforbrug, hvis der ikke blev gjort noget. Annette Nyvang (T) var i rummet som kommunalbestyrelsens repræsentant (i skolebestyrelsen, red.), da besparelsen blev besluttet, og hun oplevede det som tvedelt. Det handlede om begge dele – og når man ser skolens resultat for 2023, havde Store Magleby Skole brugt en million kroner mindre end budgetteret.
Det er fuldstændig i tråd med, hvad der står i BDO’s rapport om Dragør-modellen, at »skolerne fortæller, at den primære årsag til deres mindreforbrug skal findes i, at de som følge af Dragør-modellen og firetrinsmodellen skal dække for merforbruget på fællesområdet«.
Ringetider frem og tilbage
Det nye pausemønster på Store Magleby Skole blev ændret igen i budgettet for 2024. Med skolens egne ord fra skolebestyrelsesmødets referat:
»Vi laver en ny struktur for ringesættet, der står på skolens faglige overvejelser frem for styret af økonomi, hvilket vil gavne arbejdsmiljøet på skolen og elevernes oplevelse af, at dagene er for lange.«
Det var altså skolens egen vurdering, at det billige ringesæt var dårligere for medarbejdernes arbejdsmiljø. Det dyrere ringesæt blev godkendt af skolebestyrelsen den 15. januar 2024.
Allerede tre måneder senere, i april, blev ringesættet ændret igen. For nu fik de tre skoler at vide, at der skulle findes besparelser på 1,3 millioner kroner i alt, fordi der var brugt for mange penge på kørsel til specialtilbud.
Det blev nu godkendt i skolebestyrelsen blandt andet, at forlænge en pause med ti minutter, hvilket frigiver mange timer, når det handler om 31 klasser. Besparelse på 450.000 kroner påvirkede også »mængden af tolærertimer, der således reduceres«. Tolærertimer er en vigtig nøgle til at øge trivslen og læringen for eleverne. Så jo – elevernes vilkår for bedre trivsel og læring blev forringet.
Læsebånd blev sparet bort
På Dragør Skole fik besparelsen den konsekvens, »at ringetidssættet ændres, så læsebåndet udgår, og pauserne forlænges tilsvarende«. Citat fra skolebestyrelsens referat. Så jo – læsebåndet udgik på Dragør Skole.
Herudover ville Dragør Skole »tilpasse midlerne til ressourceteamet, der varetager de interne støttefunktioner«. Det vil sige støtten til de udsatte børn.
På Store Magleby Skole udsatte man ansættelsen af en medarbejder til deres kompetencecenter. Igen – der blev sparet på vigtige ressourcer, der skal sikre elevernes trivsel.
Man skal være opmærksom på, at en enig kommunalbestyrelse i slutningen af juni besluttede at kompensere merudgiften. Men en beslutning få dage før sommerferien er desværre for sent i forhold til planlægningen af skoleåret.
Vi vil gerne gentage her, at BDO’s sidste anbefaling handler om at turde italesætte, at alle styringsmodeller – også Dragør-modellen – har både fordele og ulemper.
Liste T mener, at udvalgsformandens spørgsmål og forvaltningens svar kun understreger, at det er nødvendigt, at vi har en ordentlig politisk diskussion om denne sag i en god tone.
Med venlig hilsen
Annette Nyvang, Ann Harnek og Peter Læssøe
Medlemmer af kommunalbestyrelsen for liste T