
Når du som Dragør-borger sorterer dit affald i forskellige fraktioner ved din bolig og derudover kan køre på genbrugspladsen med de ting, tøj og møbler, du vil have genbrugt, samt større mængder af byggeaffald, haveaffald eller gammel maling, sker det af en grund. Det forklarer Tanja Kofoed, der er udbuds- og afsætningskonsulent for genbrug ved Amager Ressourcecenter (ARC), som Dragør Kommune er en af de fem ejerkommuner bag.
»Jo flere fraktioner, tingene bliver sorteret i, jo større mængde kan vi selvfølgelig sørge for bliver genbrugt eller genanvendt. Overordnet set har vi fire niveauer for udnyttelse af affaldet. Vi vil gerne sikre, at så meget som muligt kan genbruges direkte. Derudover er der noget, der skal sorteres og renses, før det kan genbruges. Og så har vi en stor del, der kan genanvendes, altså omdannes til nye ting – det kan være papir, glas og plast. Der er også affald, der kan bruges som anden nyttiggørelse: for eksempel tegl eller pudsresterne fra mursten, der kan blive til vejfyld, eller restaffaldet, der brændes og bruges til energiudnyttelse. Til sidst har vi deponi, hvor affald opbevares under sikre forhold, enten fordi det er farligt som asbest eller ikke kan anvendes på andre måder,« forklarer hun.
I 2023 blev fire procent af det indleverede på ARCs genbrugspladser genbrugt, 48 procent blev genanvendt, 23 procent nyttiggjort som for eksempel vejfyld, mens 23 procent blev nyttiggjort som energi, og tre procent blev deponeret. Der er endnu ikke kommet tal for 2024.
ARC afsætter noget – og håndterer selv andet
ARC håndterer ikke alt affaldet selv, men de har ansvaret for at lave afsætningsaftaler, så de forskellige fraktioner bliver transporteret hen til og håndteret af forskellige aktører, der specialiserer sig i genanvendelse af henholdsvis papir og pap, metal, plast og så videre. ARC skal holde snor i, at de både får de bedste priser for affaldet, men ikke mindst, at de også kan følge og dokumentere, at mest muligt genanvendes – og analysere på, hvor der kan sættes ind, for at endnu mere kan genanvendes.
Den del af Dragør-borgernes affald, som ARC selv håndterer, er vores restaffald og madaffald. De to fraktioner, som vi sorterer i en todelt affaldsspand ved vores bolig, som derefter afhentes af en skraldebil fra ARC, der også har et todelt lastrum. Madaffaldet ryger til den ene side, restaffaldet til den anden. Begge lastrum kan lukkes af hver for sig, fordi de også skal læsses af to forskellige steder.
Restaffaldet skal til Amager Bakke, hvor det skal ind i de store ovne, brændes af og omdannes til fjernvarme og strøm. Madaffaldet skal læsses om og køres videre til Solrød, hvor det omdannes til henholdsvis naturgas og gødning til markerne.
I 2024 blev der i alt hentet 776 ton madaffald og 380 ton restaffald i Dragør.
Hvad sker der præcist med dit affald?
Herunder følger en guide, hvor du mere præcist kan se, hvad der sker med de forskellige fraktioner. For flere af fraktionerne er angivet eksempler fra Københavns Kommunes affaldsberegner, der angiver, hvad der normalt kommer ud af de forskellige typer affald, når de sorteres, genbruges, genanvendes, afbrændes eller nyttiggøres. Ifølge ARC kan disse tal også godt bruges som et realistisk billede for Dragør-borgernes affald:
Det, du sorterer i husstanden

Madaffald
Når madaffaldet er blevet sorteret, bliver det tilført genbrugsvand og blandet sammen til en stor grød (pulp), hvorefter det køres videre til et biogasanlæg i Solrød. Her kommes pulpen ned i en rådnetank, hvor det forgasses og sendes ud på naturgasnettet. Den pulp, der er blevet tilbage, er nu helt afgasset og kan bruges som gødning på landmandens marker.
Eksempel: Hvis din husstand sorterer cirka fem bioposer om ugen, som er cirka 50 procent fyldte, bliver det til 222,6 kilo madaffald om året. Dette omdannes til biogas og kan for eksempel bruges til at koge 32 kilo pasta. Af cirka et ton madaffald kan der produceres gas svarende til fire gasflasker.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Plast
Både hårdt og blødt plast og mad- og drikkekartoner genanvendes. Det pakkes sammen i store baller, som sendes videre til Tyskland, hvor det sorteres og forarbejdes hver for sig. Det er meget forskelligt, hvad plasten kan bruges til, alt efter hvad det er for en type. Men cirka 75 procent af den plast, Dragør indsamler, bliver genanvendt til nye produkter.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Mad- og drikkekartoner
Når det gælder mad- og drikkekartonerne, skilles plastikfolien på indersiden af kartonen fra pappet. På den måde kan de to materialer genanvendes hver for sig og bruges til nye produkter.
Eksempel: Hvis din husstand sorterer cirka fem bæreposer, som er halvt fyldte med plast, mad- og drikkekartoner om ugen, bliver det til 45,37 kilo om året. Det bløde plast kan blive til 1.366 skraldeposer, det hårde plast kan blive til 402 dunke til vaskemiddel, og mad- og drikkekartonerne kan blive til seks papirsposer.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Metal
Det omsmeltes og genanvendes til nye metalprodukter. I Dragør sorteres det sammen med plastik, men efter at det er afhentet, bliver det sorteret fra, så det kan genanvendes for sig.
Eksempel: Hvis din husstand sorterer cirka fem større metaldåser (hakkede tomater, kikærter og så videre) og fem mindre metaldåser (tun, kattemad og så videre) om ugen, bliver det til 22,36 kilo metal årligt. Dette kan der for eksempel komme 299 konservesdåser af metallet ud af og 414 ringeklokker af aluminiummet.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Papir og pap
Papir genanvendes til nye produkter som æggebakker, toiletpapir og magasiner. Pap genanvendes til nye produkter som kartoner og flyttekasser. Fordi pap og papir i Dragør indsamles sammen, bliver det selvfølgelig sorteret, inden det ryger videre til genanvendelse.
Eksempel: Hvis din husstand sorterer cirka fem aviser og fem magasiner om ugen, bliver det til 54,6 kilo om året. Det kan der komme 459 nye ugeblade eller 1.245 æggebakker ud af. Hvis din husstand sorterer cirka fem styk småt pap, fem mellemstore stykker pap og fem store papæsker om ugen, bliver det til 63,7 kilo pap om året. Det kan blive til 892 morgenmadskartoner eller 108 flyttekasser.
NB: Når papir og pap indsamles samlet og genanvendes samlet, som det gør i Dragør, betyder det, at der er en lidt ringere genanvendelsesprocent, end taleksemplerne her angiver. Men en stor del kan dog stadig laves om til brugbare produkter.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Haveaffald
Alt genanvendes. Den fine del bliver lavet til kompost, og den hårde del bliver energiudnyttet.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Restaffald
Alt blandes, brændes og omdannes til fjernvarme og elektricitet. For hvert ton restaffald bliver der produceret 2,7 megawatttimer fjernvarme og 0,8 megawatttimer strøm.
Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.
Det, du sorterer på genbrugspladsen
Emballageglas: Cirka 20 procent kan genbruges direkte, og resten kan genanvendes til nye glasprodukter.
Eksempel: Hvis din husstand sorterer fem små glas, fem mellemstore glas og fem store glas om ugen, bliver det til 145,6 kilo glas på et år. Det kan der for eksempel komme 233 vinflasker eller 815 syltetøjsglas ud af.
Tøj: Tørt og helt tøj genbruges. Det sorteres ad flere omgange, og noget ender i genbrugsbutikker i Europa, andet i Afrika. Ødelagt tøj skal sorteres som tekstilaffald. Vådt og beskidt tøj skal sorteres som restaffald.
Tekstilaffald: Genanvendes til nye produkter, hvis det er tørt og rent. Det gennemgår en lang række sorteringer, og restaffaldet brændes.
Polstrede møbler: Hele og rene møbler kan genbruges. Ødelagte møbler splittes ad, så metal kan genanvendes. Resten energiudnyttes.
Hårde hvidevarer og elektronik: Der er producentansvar på al elektronik og nu også på hårde hvidevarer. Det vil sige, at du skal aflevere det på genbrugspladsen. Så kommer producenterne og afhenter det her, hvorefter de har ansvaret for henholdsvis at genanvende, splitte op i reservedele og håndtere resten.
Farligt affald: Olie, maling, batterier og kemikalier kan delvist genanvendes, og resten afbrændes på en måde, hvor de farlige partikler fjernes fra røgen.
Træ (som ikke er malet eller imprægneret): Genanvendes til nyt produkt. Bruges især til at splittes op og presses sammen til spånplader.
Paller af træ: Alle paller sorteres og genbruges. Hele pallerne afsættes til markedet og bruges igen. Paller med fejl repareres og afsættes. Det, der ikke kan repareres, sendes til afbrænding.
Byggeaffald som mursten, beton og gipsplader: Genanvendes til nye produkter eller genbruges. En del mursten kan for eksempel genbruges direkte, mens puds og murstensstykker nyttiggøres i form af vejfyld. Gips genanvendes til nye produkter.
Sanitet og vægfliser: Bruges til nyttiggørelse på et deponi – det vil sige eksempelvis som vejfyld.
Teglsten: Genanvendes til vejprodukter og som del af muldprodukter.
Vinduer: Glas bliver genanvendt. Rammerne bliver brændt. Blyindfatninger bliver håndteret som farligt affald.
Mineraluld: Stenuld genanvendes til nye isoleringsprodukter.
Bildæk: Genanvendes blandt andet til gummiunderlag.
Flamingo: Skal sorteres som restaffald/brændbart.
Jordaffald: Der tages prøver af jorden, og derefter kategoriseres det. Noget kan genanvendes direkte, og andet skal renses.
Tal på dit affald
• I 2023 stod Amager Ressourcecenter (ARC) for 424.677 affaldstømninger i Dragør.
• I alt brændte ARC 590.000 ton affald i 2023, hvoraf 117.000 ton var biomasseaffald. Dette blev omdannet til 1.299 gigawatttimer fjernvarme, 336 gigawatttimer elproduktion og 1.635 gigawatttimer energiproduktion.
• I 2023 blev der i alt afleveret 7.241 ton affald på Dragør Genbrugsplads. Det dækker blandt andet over 904 ton beton, 1.719 ton haveaffald, 1.185 ton jord, 131 ton pap og 423 ton umalet træ. Der var 144.472 besøgende på genbrugspladsen.
• I 2023 blev der i alt omsat 109 ton møbler, ting og bøger til direkte genbrug via byttemarkedet på Dragør Genbrugsplads.
Kilde: Årsrapport, Genbrugsservice, 2023, ARC
Læs mere
Om dit affald, hvordan du skal sortere, og hvor det ender:
https://www.dragoer.dk/by-og-bolig/affald
https://a-r-c.dk/privat/indsamling/indsamling-af-affald-i-dragoer-kommune/