Der er ikke noget, som når to naboklubber mødes til et lokalopgør, ligesom Dragør Boldklub (DB) og Kastrup Boldklub gjorde lørdag den 26. april.
Igen blev det til et intenst lokalopgør med masser af dueller, nærkampe og fight. Og så var der masser af målchancer – som begge hold var lige gode til at misbruge.
Omrking 200 tilskuere havde fundet vej til DB’s hjemmebane ved Hollænderhallen for at støtte op om deres hold. Flot.
To mål på to minutter
DB gav bolden op og var fra første sekund klar helt fremme i Kastrup-feltet med to afslutninger, som udeholdets målmand med nød og næppe fik afværget. Kastrup Boldklub holdt sig dog ikke tilbage – og satte en modoffensiv i gang.
Kampen bød på mange dueller på midtbanen, som krævede fuld koncentration og masser af energi.
Kastrup kom foran 1–0 efter knap et kvarters spil efter opspil i venstre side. En afslutning mod det lange hjørne var uden for Mads Glæsners rækkevidde. DB-forsvaret kom ikke med tilbage og gjorde det nemt for Kastrup-spillerne at udnytte chancen.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Kun to minutter efter var der atter problemer for DB, da udeholdet får scoret til 2–0 – og så var Kastrup Boldklub i gang.
Efter 2–0-målet kunne man frygte, at Kastrup Boldklub ville løbe DB over ende, men sådan gik det ikke. DB kæmpede sig godt tilbage i kampen og fik hurtigt spillet sig frem til flere afslutninger. Blandt andet fik Lucas Frederiksen en stor chance for at bringe DB på måltavlen. Et for langt udspark af Kastrup Boldklubs målmand landede hos DB’s keeper Mads Glæsner. Glæsner satte spillet i gang med aflevering til Peter Ursin, som via Tobias Hjorth og Tobias Oppermann spillede bolden videre til Lukas Søgaard længere fremme på banen. Søgaard havde ikke held med sin dribling. Til gengæld fumlede Kastrup-forsvaret, og bolden havnede hos Lucas Frederiksen, som afsluttede langt over mål. Lidt mere kontrol og koncentration, så havde DB reduceret.
DB fik presset Kastrup Boldklub i bund i den sidste del af første halvleg, men hjemmeholdet havde svært ved at udnytte de afslutninger, de kom frem til. Efter omkring en halv times spil fik Hector Uhl en gylden mulighed, men hans afslutning ramte en modspiller. Rahbek stod klar på reposten, men han ramte ikke bolden præcist. De mange tilskuere fik bevis på, at DB kan spille angrebsfodbold – men afslutningerne …
Kastrup Boldklub var tæt på at bringe sig foran 3–0 efter 33 minutter. Rahbek mistede bolden på Kastrup Boldklubs banehalvdel, og gæsterne satte en hurtigt kontra i gang. Bolden blev spillet ind i DB-feltet, hvor en fri Kastrup-spiller kunne have bragt Kastrup Boldklub foran 3–0. Men Peter Ursin kom i sidste øjeblik ned i en ren tackling og forhindrede scoringen. Fantastisk set og godt spil af Ursin.
Artiklen fortsætter efter billedet.

DB kæmpede sig til udligning
DB reducerede til 2–1 kort før pausen. Scoringen kom efter et hurtigt spil frem ad banen. Tobias Hjorth spillede bolden frem til Tobias Damkær, der hurtigt prikkede bolden frem til Mathias Rahbek. Fra en umulig vinkel fik Rahbek sendt bolden i nettet, uden at Kastrup-målmanden kunne komme ud til bolden. Flot mål! Det er sådan, DB spiller bedst: hurtige angreb og hurtige afslutninger.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Kastrup Boldklub vandt første halvleg på to hurtige scoringer. Målene skyldtes nok mere DB-fejl end Kastrup Boldklubs effektivitet.
Afbud fra Nikolaj Strandby, Albert Kindberg og Kasper Walker, som alle er bærende spillere, gav plads til de nye talenter Oliver Joost Albrechtsen, Oliver Ludvigsen og Jacob Amstrup Willer. Kampen mod Kastrup Boldklub var en svær kamp at komme ind i – men de gjorde alle tre en god figur i anden halvleg.
Anden halvleg var dårligt begyndt, inden DB-spillerne appellerede for et straffespark, som ikke blev dømt. Oliver Joost modtog bolden i Kastrup-feltet og blev i afslutningsøjeblikket tacklet, men dommeren mente ikke, at der var straffespark, og lod spillet fortsætte.
DB overtog, og Kastrup Boldklub havde kun få chancer i anden halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Knap en time inde i kampen spillede Kastrup Boldklub sig frem til et hjørnespark. I situationen blev Mads Lund nedlagt med noget, der lignede et slag i maven. Spillet fortsatte, og Kastrup Boldklub fik deres hjørne, som ikke gav resultat. Desværre måtte Mads Lund udskiftes på grund af slaget.
Efter 72 minutter lykkedes det endelig for DB at få udlignet på et pragtmål af Lukas Søgaard. Oliver Joost sendte en lidt for lang bold ind fra venstre. Rahbek fik samlet op, og han spillede Søgaard fri. En afslutning, som sejlede op i målhjørnet og ind i nettet.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Stillingen holdt til slutfløjt. Men efter kampen havde man følelsen af, at DB kunne have vundet kampen, hvis blot de havde udnyttet de chancer, der blev skabt.
Øvrige opgør
Det uafgjorte resultat mod Kastrup Boldklub sendte DB over nedrykningsstregen, da B1960 tabte 6–1 til FA2000.
Fredag aften tyvstartede PI Fodbold og Husum BK weekendes runde i københavnsserien. Gæsterne fra Husum BK vandt opgøret 5–1.
Vigerslev BK vandt på hjemmebane 2–1 over Union.
Topholdet FB endte i uafgjort mod Fremad Valby i en 1–1-kamp, og Skovshoved IF klatrede tilbage øverst efter deres 2–1-sejr over NB Bornholm.
Hverken Frem (2) eller KFUM var i kamp i weekenden. De to klubbers kamp spilles den 1. juni.
Næste kamp
Dragør Boldklub spiller på udebane mod NB Bornholm på Nexø Stadion lørdag den 3. maj klokken 14. Dragør Boldklub har arrangeret en fælles bustur til udekampen. Se mere på boldklubbens hjemmeside: www.dragoer-boldklub.dk.
Nr. | Hold | Kampe | Målscorer | Point |
---|---|---|---|---|
1 | Skovshoved IF | 19 | 50–21 | 44 |
2 | FB | 19 | 59–16 | 43 |
3 | FA2000 (2) | 19 | 57–33 | 40 |
4 | Husum BK | 19 | 50–33 | 39 |
5 | NB Bornholm | 19 | 43–43 | 27 |
6 | Kastrup BK | 19 | 31–39 | 27 |
7 | Frem (2) | 18 | 41–44 | 25 |
8 | Union | 19 | 30–41 | 25 |
9 | Vigerslev BK | 19 | 28–41 | 25 |
10 | Fremad Valby | 19 | 46–53 | 20 |
11 | Dragør BK | 19 | 38–47 | 20 |
12 | B1960 | 19 | 30–46 | 19 |
13 | PI Fodbold | 19 | 32–61 | 14 |
14 | KFUM | 18 | 21–38 | 12 |