Charlotte Rütt har drevet butik på Kongevejen i et kvart århundrede

Med butik på Kongevejen siden 2000 markerede Charlotte Rütt sit jubilæum med en jubilæumsreception fredag den 25. april.
Fredag den 25. april var der jubilæumsreception i Charlotte R. Foto: TorbenStender.

Hvis man af og til går en tur ned ad Kongevejen for at ose i butikker, har man med stor sandsynlighed passeret Charlotte R i nummer 27.

Måske er man gået indenfor for at kigge lidt. Måske har man udvekslet et par ord med indehaveren, Charlotte Rütt, som ofte er at finde i butikken – enten bag disken eller i færd med at sortere, rydde op eller tage billeder til butikkens sociale medier.

I år kan hun fejre 25-års jubilæum som selvstændig – med butik samme sted siden 2000.

Legede butik som barn

Charlotte Rütt er vokset op i Dragør og har boet her det meste af sit liv. Men det har altid været havnebyen på spidsen af Amager, hun er vendt hjem til.

»Jeg skal være tæt på havet, ellers fungerer jeg ikke. Jeg tager gerne en morgendukkert i Øresund hele året rundt. Hvis dagen starter med et dyp og en tur i sauna, er det en god start på dagen,« fortæller hun.

Efter folkeskolen gik hun på handelsskolen og kom derefter i lære i en forretning. Hun arbejdede i mange år i lufthavnen, hvor skokæden Apair havde en filial, og blev senere butiksbestyrer i Billing Sko.

Men lysten til at være selvstændig voksede, og tanken om at åbne sit eget trak i den unge kvinde.

»Som barn legede jeg sjovt nok butik, så det har fulgt mig hele livet,« lyder det fra den i dag 55-årige indehaver.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det var en glad og stolt indehaver, der fejrede 25 år med Charlotte R. Foto: TorbenStender.

Da færgeforbindelsen mellem Dragør og Sverige lukkede i 1999, regnede hun med, at det ville frigive nogle butikslokaler i byen. Hun forhørte sig blandt byens spritbutikker og slog til, da et lejemål på Kongevejen blev ledigt. Hun var 30 år, havde to små børn og ikke de store midler.

»Det var egentlig ret vildt. Jeg var ung og havde ikke verdens største budget. Men jeg sprang ud i det, og det gik jo meget godt,« griner hun.

Fra avisanonce til algoritme

De sidste 25 år har både butiksbranchen og Dragør forandret sig meget. Da hun startede, var hendes eneste mulighed for at reklamere at indrykke en annonce i Dragør Nyt, der udkom én gang om ugen. I dag foregår der rigtig meget markedsføring digitalt.

På butikkens sociale medier kan man derfor se en masse opslag med billeder af Charlotte Rütt, der selv fremviser butikkens nyeste varer.

»Når der kommer nye varer, skal det hele sammensættes, dampes, styles – og så skal der tages en masse billeder. Det tager tid, og det er lidt grænseoverskridende,« siger hun og tilføjer, at hun aldrig havde forudset, at en af hendes arbejdsopgaver ville blive at agere fotomodel.

Indimellem savner hun også tiden før de sociale medier.

»I gamle dage kom folk bare forbi og kiggede og sludrede. Nu vil vi helst præsenteres for det hele på skærmen, før vi beslutter, om det er turen værd.«

»Det er bare tøj«

Det, der stadig driver Charlotte Rütt efter 25 år, er ikke så meget moden eller varerne – det er relationerne. Hun kender mange af sine kunder godt, og nogle af dem har handlet hos hende i årevis.

»Jeg har kunder, som jeg har kendt, siden de var børn. Nogle gange kommer både mødre, døtre og bedstemødre i butikken. Det er særligt, og det gør noget ved en,« siger hun.

Det tætte forhold til kunderne betyder også, at mange åbner op og deler ud af deres liv – både det gode og det svære. Det tager Charlotte Rütt alvorligt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Kunder, venner og familie kiggede forbi til et glas bobler og en bid mad i det gode vejr. Foto: TorbenStender.

»Jeg hører jo meget, og folk betror sig. Det sætter jeg pris på, og jeg fortæller aldrig noget videre. Dragør har ry for at være lidt af en sladreby, men min butik er ikke et sted, man sladrer.«

Som selvstændig er man altid lidt på arbejde, og det gælder også Charlotte Rütt. Selvom der er faste åbningstider, foregår en stor del af arbejdet uden for dem. Hun møder ofte ind tidligt for at få ro til at rydde op, gøre rent og gøre butikken klar og pæn.

»Det er der, jeg får mest fra hånden. Jeg kan godt lide orden og at have styr på tingene,« siger hun og smiler.

Selvom hele hendes arbejdsliv altid har centreret sig omkring mode, fylder tøj faktisk ikke så meget for hende privat. Så snart hun kommer hjem, hopper hun i noget mere behageligt.

»Nogle gange kommer der kunder ind, som er helt i panik, fordi de ikke har det helt perfekte sæt tøj til en eller anden stor begivenhed. Så kan jeg godt finde på at sige, at de skal slappe lidt af. Det er jo bare tøj, og vi skal nok finde det helt rigtige,« siger hun.

Mere frihed i fremtiden

Fremtiden er ikke skåret i granit. Charlotte Rütt er klar over, at butikslivet ikke nødvendigvis varer evigt – hverken for hende eller for branchen.

»Det er blevet for nemt at handle på nettet. Jeg tror desværre, at mange fysiske butikker forsvinder med tiden. Men jeg håber stadig, at folk vil handle hos de lokale rundt omkring i byerne. Det giver altså noget andet at handle et sted, hvor man bliver mødt som menneske,« siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Charlotte R har haft adresse på Kongevejen 27 siden år 2000. Foto: TorbenStender.

Selv er hun begyndt at tænke mere over balancen mellem arbejde og fritid. 25 år som selvstændig med ansvar for både indkøb, drift og kundekontakt kan mærkes i kroppen, og hun kommer ikke til at drive butikken videre i 25 år mere, griner hun.

Men når dagen kommer, hvor butikken lukker og slukker, håber hun, at det bliver en beslutning, hun selv tager.

»Jeg håber, at det ikke bliver på grund af sygdom, eller fordi det går dårligt. Jeg vil gerne stoppe på en måde, hvor det føles rigtigt – og med følelsen af, at jeg gjorde mig umage hele vejen igennem,« siger hun tænksomt.

Fik du læst?