Når du skal tage stilling til, om du vil skrive under på en fjernvarmekontrakt i Dragør, vil du selvfølgelig gerne vide, hvordan din varmeregning kommer til at se ud i fremtiden i forhold til den, du sidder med i dag.
Dragør Nyt har derfor bedt ingeniør og professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, om at lave nogle beregninger baseret på en række typiske Dragør-boliger, som avisens læsere har indsendt data om.
Dragør Nyt bringer beregningerne for at give et billede af, hvordan forskellen på priserne for henholdsvis fjernvarme, naturgas, varmepumpe og træpillefyr kan se ud.
Men det er meget vigtigt at slå fast, at der stadig kun er tale om skøn. Når man skal sammenligne priser, skal man indregne anskaffelsespris på anlæg, finansiering, rente, længde på stikledning (hvis vi taler fjernvarme) og i øvrigt de enkelte boligers energieffektivitet.
Både de beregninger, Brian Vad Mathiesen har lavet, og de beregninger, vi har fra Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarmes beregner, indeholder ikke alle præcise detaljer for de enkelte boligers omstændigheder og forbrug.
Pris for fjernvarme * | Pris for nuværende opvarmningsform * (Naturgas/varmepumpe/ træpillefyr) | |
Rækkehus (135 m2) fra 1794 i den gamle bydel med varmepumpe Nuværende årligt forbrug på 3.964 kWh | 24.291 (25.700) | 23.945 (20.268) |
Byhus (119 m2) fra 1842 i den gamle bydel med naturgasfyr Nuværende årligt forbrug på 1.700 m3 gas | 22.448 (23.998) | 22.456 (25.674) |
Rækkehus (60 m2) fra 1913 i den gamle bydel med elradiatorer og brændeovn Nuværende årligt forbrug på 8.412 kWh til el | 13.836 | 18.455 |
Parcelhus (140 m2) i vængerne fra 1959 med træpillefyr Nuværende årligt forbrug på 4.500 kg træpiller | 15.549 | 17.967 |
Del af et dobbelthus (118 m2) fra 1974 med naturgasfyr Nuværende årligt forbrug på 850 m3 | 14.288 (16.452) | 13.956 (17.127) |
Rækkehus (125 m2) fra 2005 med naturgasfyr Nuværende årligt forbrug på 1.000 m3 | 15.728 (16.400) | 15.456 (17.721) |
Villa (151 m2) fra 1970 med naturgasfyr Nuværende årligt forbrug på 1.500 m3 | 20.528 (20.839) | 21.656 (22.749) |
*Tallene i faktaboksen baserer sig på Brian Vad Mathiesens beregninger og er udtryk for et årligt forbrug angivet i antal kroner. Tallet i parentes er fra Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarmes beregner. I de tilfælde, hvor der ikke er et tal i parentes, skyldes det, at Tårnby Forsynings beregner ikke har beregninger for blandt andet træpillefyr, brændeovn og elradiator.
Brian Vad Mathiesens beregninger baserer sig i øvrigt på Energistyrelsens teknologikatalog for produktion af el og fjernvarme, der blandt andet indeholder tal for effektivitet, anskaffelsespris og holdbarhed. Derudover har han set på gennemsnitspriser for fjernvarme, ikke bare fra Dragør Fjernvarmes takstblad, men også for HOFOR og Vestforbrændingen. Hans resultater adskiller sig således en smule fra de overordnede beregninger, der kommer ud af Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarmes beregner. Men grundlæggende er forholdet mellem priserne nogenlunde det samme.
Om Brian Vad Mathiesen
• Ingeniør og professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet.
• Ph.d. i anvendelse af brændselsceller og elektrolyseanlæg i fremtidens energisystem (Fuel cells and Electrolysers in Energy Systems).
• En af de mest citerede forskere, ikke bare nationalt, men også globalt på grund af hans store indsigt i energi samt Danmarks og Europas situation og forsyningsmuligheder, efter at Rusland angreb Ukraine.
• Har ledt forskningsprojekter både i Danmark og internationalt og står bag kandidatuddannelsen i bæredygtig byudvikling ved Aalborg Universitet.
• Sidder i en lang række ekspertgrupper – blandt andet for Europas energiomstilling og ekspertgrupper om el-infrastruktur og energiforskning i EU-Kommissionen.