
Den giftige fisk fjæsing blev to gange i løbet af påsken set ved badebroen på stranden ved Kongelundsfortet. Det skriver Dragør Kommune.
Fjæsinger er en familie af pigfinnefisk. De er kendt for deres giftpigge, som kan gøre dem til et ubehageligt, men sjældent farligt bekendtskab langs kysten om sommeren. Fjæsingen graver sig som regel ned i sandet nær kysten om dagen – og derfor kan badegæster uforvarende træde på den.
Man vil ofte få kraftige smerter, hævelse og misfarvning omkring stikket. Smerterne kan stråle ud i hele armen eller benet, og man kan også blive svimmel og få hovedpine. Stikket er sjældent farligt, men meget ubehageligt. Smerten kan lindres ved at holde stikket nedsænket i 45–50 grader varmt vand i op mod en time.