
Der er ikke lagt op til en helt klassisk jubilæumsudstilling, når Amagermuseet på Hovedgaden i Store Magleby onsdag den 7. maj åbner udstillingen ISCENESAT! Amagerbønder i Exners penselstrøg og Peuckerts kameralinse.
Nok er der tale om en fødselsdagsudstilling i anledning af maleren Julius Exners 200-års fødselsdag. Men hans velkendte malerier af Hollænderbyens bønder bliver genfortalt af fotokunstneren Claus Peuckert, som i sine stærkt iscenesatte værker genfortolker de gamle malerier og sætter dem ind i nye sammenhænge.
De nye iscenesættelser er en påmindelse om, at Julius Exners billeder også er konstruktioner. De er malet med et formål – nemlig at underbygge følelsen af den nationalstat, der netop var i gang med at finde sin identitet, da Julius Exner for alvor begyndte at sætte penslen til lærredet med sine motiver fra specielt Store Magleby.
»Formålet var at uddanne folket. I dag ville det blive kaldt propaganda. Men sammenhængskraft kommer ikke af sig selv,« siger museumsleder Søren Mentz.
»Exners billeder er glimrende historiske levn. Meget af det, vi ved om amagerdragterne, har vi fra ham, og hans billeder giver også en god viden om, hvordan interiøret ser ud. Men det er ikke billeder, der siger: ‘Sådan var det.’ For det er iscenesat. Det indgår i skabelsen af en bevidstheden om en nationalstat. Han havde en mission. Bønderne skulle være modeller for den nye nationalstat, og det betød, at billederne måtte iscenesættes til formålet,« siger museumslederen og ridser op, hvorfor han lader Claus Peuckert gå i dialog med Julius Exner:
»Udstillingen handler om, hvorfor Exner malede på Amager, og hvad vi kan bruge ham til i dag. Her sætter Peuckert en nutidig referenceramme, der kan give en forståelse for, hvad formålet var.«
Lufthavnen som symbol
Claus Peuckert har med sine fotografier løftet nogle af de gamle motiver ind i nutiden; en amagerbrud står mellem lufthavnens landingslys, moderne børn i nutidstøj er samlet til gilde på Nordgården, og lufthavnen lægger også terminal til både kålkasser og amagergilder.
At lufthavnen spiller en prominent rolle i flere af billederne, er ikke tilfældigt.
»Det er let at glemme, at en del af Exners motiver udspiller sig der, hvor lufthavnen ligger i dag. Samtidig er der en særlig stemning i lufthavnen. Det er et sted, man ikke stopper op, en verden, der hele tiden er i bevægelse. Lufthavnen er et symbol på, hvordan vores historieopfattelse ændrer sig. Det er ikke længere noget, man måler over lange tider, som førhen, hvor ikke meget ændrede sig i løbet af en generation. I dag er gårsdagen næsten historie,« siger Søren Mentz.
»Udstillingen handler om Exners fødselsdag, hvorfor han malede på Amager, og hvad vi kan bruge ham til i dag. Her sætter Peuckert en referenceramme.«
Udstillingen åbnes ved en reception tirsdag den 6. maj – og fra onsdag den 7. maj er der offentlig adgang.
Foruden museets egen samling af Julius Exners malerier og Claus Peuckerts fotogrfier har museet lånt flere Exner-malerier fra private. Derudover har Amagermuseet lånt »Bruden Pyntes« af Kunsten i Aalborg.


