Alf Mortensen var seks et halvt år gammel, da freden kom til Danmark den 4. maj 1945. Så freden frem for besættelsen var et brud med normaliteten for en dreng, der blot var et år gammel, da tyskerne kom.
»Jeg tror, at min far vækkede os og sagde, at friheden var kommet. Vi havde skodder for vinduet, som vi brugte som mørklægning og for at holde på varmen om vinteren. De holdt lyset inde og kulden ude. Men den 4. maj blev skodderne åbnet, og vi satte lys i vinduet,« fortæller han.
Alf Mortensen bor stadig i barndomshjemmet på Brydevej i Store Magleby, og selvom han har bygget det voldsomt om gennem årene, har minderne stadig et konkret udgangspunkt.
Huset lå nærmest indkapslet af tyskerne, der trak rullebaner i en otte kilometer kreds om Store Magleby. I nærheden af barndomshjemmet blev der både lavet flyverskjul og sat antiluftskyts op, efterhånden som krigen skred frem, og risikoen for allierede bombeangreb på den tyskbesatte lufthavn blev mere overhængende.
»Der var tit luftalarm, og specielt i begyndelsen gik vi over til naboen, der havde et sikkert rum, man kunne være i. Men efterhånden som vi så, at der ikke skete noget, blev vi i huset og gik ud i gangen, der var ret smal. Til sidst stod vi ikke engang op. Det blev hverdag, at de amerikanske fly fløj over på vej hjem fra bombetogter i Nordtyskland og udløste luftalarmen,« siger han.
Tyskerne tog det ikke så afslappet. Det hændte, at de skød efter allierede flyvere – men det gav mere spænding end frygt hos Alf Mortensen og hans søskende og legekammerater.
»Så gik vi ud og fandt stumper fra skytset,« siger han.
»Men da sabotører sprængte et tysk fly i luften på den anden side af vejen, passede de meget bedre på, at vi ikke fik fat i stumper af det,« siger han med reference til en sabotageaktion omkring 50 meter fra familiens hjem.
Ifølge Dines Bogø og Lis Thavlovs bog Dragør og St. Magleby besat og befriet fandt sabotagen sted i 1944 – samme år, som to andre fly blev sprængt i luften ved Møllevej.
Artiklen fortsætter efter billedet.
God mad – men intet tøj
Familien mærkede ikke meget til manglen på fødevarer. Alf Mortensens far dyrkede grøntsager, familien havde kaniner, høns og en gris – og i øvrigt også en vandpumpe.
»Så vi havde det bedre end københavnerne. Men min mor havde store problemer med at skaffe tøj til os børn. Jeg kan huske, at jeg om vinteren havde en undertrøje med knapper forneden og nogle lange strømper, der blev sat fast i knapperne. Så fik jeg korte bukser på ud over.«
Fortællingen om besættelsestiden har fået en meget klar »os mod dem«-vinkel igennem årene. Noget om det er der selvfølgelig – men i hverdagen oplevede Alf Mortensen, at der blev slået sprækker i fjendskabet.
»Min far havde en mark ved lergravene. Der var der skyttehuller, og der lå soldaterne og vinkede til os børn. De har selv været familiefædre. Jeg kan også huske, at de tyske soldater legede med os og trak os rundt på slæder. Men en anden gang legede vi i naboens have, og der kom de forbi i fuld mundering. Der blev jeg alligevel bange og løb hjem.«
Selvom besættelsestiden forløb relativt fredeligt for familien Mortensen på Brydevej, fik den alligevel et strejf af de tragedier, krigen medførte.
»Min søster tjente på en gård i Ullerup, hvor manden i huset var i modstandsbevægelsen. Sent den 4. maj 1945 blev han kaldt til vagttjeneste på Slotsholmen, men deres bil blev beskudt på Amagerbrogade. De kastede sig alle sammen ned, men en af dem rejste sig ikke igen. Det var ham.«
I slutningen af krigen kom et enormt antal tyske flygtninge til Danmark. Nogle af dem havnede i Store Magleby og Dragør. Alf Mortensen begyndte i skole i april 1945 – og der stiftede han bekendtskab med flygtningene for første gang.
»Jeg mener at kunne erindre, at der var tyske flygtninge i gymnastiksalen. Senere blev de flyttet til Hollænderhallen. Der løb vi og spillede bold med flygtningebørnene efter krigen. De måtte ikke komme ud, men de kastede en bold over hegnet til os, som vi så kunne kaste tilbage,« siger han.
