
Kædebutikken Normal har vundet en sejr over Dragør Kommune i Planklagenævnet, efter at Dragør Kommune i maj sidste år gav afslag på en dispensation til skiltning på butikken på Neels Torv, hvor Irma tidligere lå.
Kommunen vurderede dengang, at de skilte, butikskæden ønskede, ikke var indpasset husets og omgivelsernes arkitektur og ikke overholdt flere af lokalplanens bestemmelser.
Men det er Planklagenævnet ikke enig i. Dragør Kommunes lokalplans bestemmelser for skiltning i bydelen er ganske enkelt ikke tilstrækkelig klar og præcis nok til, at den overhovedet kan håndhæves. Derfor kan kommunen ikke hindre, at der sættes folie på vinduerne, og der må også gerne reklameres med butikkens navn. Desuden er det tilladt at sætte et skilt over døren efter butikkens ønske.
Det er anden gang i år, at Planklagenævnet har underkendt Dragør Kommune med henvisning til upræcise lokalplaner. Tidligere i år meddelte klagenævnet, at lokalplanen for rækkehusbebyggelsen Vierdiget ikke var præcis nok til at forbyde kabler til airconditionanlæg i de varmeramte ejerboliger.