Det kan du opleve i naturen i maj

Mursejleren lever hele sit liv i luften og lander kun for at yngle. Hornfiskene er nemme at fange, når de kommer ind på det lave vand i Dragør. Og så er det tid for rålam og ræveunger. »Kom maj du virkelig søde milde,« lyder det fra naturvejleder Martin Sleimann fra UngDragør.

I april glædede vi os over svalerne, der begyndte at flyve om ørerne på os for at komme i gang med at bygge rede. Her i maj kan vi glæde os over mursejleren, der ankommer til Danmark som en af de sidste trækfugle.

Mursejleren kan nemt forveksles med svalen, fordi den også har en kløftet hale, men den kan kendes fra svalerne på, at den har længere og seglformede vinger, mens svalerne har længere hale. Og så er den helt ensfarvet mørkebrun – dog med hvid strube.

»Det sjove ved mursejleren er, at den lever hele sit liv flyvende. Den finder mad flyvende, parrer sig flyvende og sover flyvende. Den lander kun for at lægge æg og ruge dem ud. Når ungerne er store nok til at flyve, får de en chance ud over redekanten. Hvis de kan flyve, er det fint, og ellers dratter de altså bare ned og dør. Moren flyver sin vej uanset og fortsætter livet i luften,« forklarer Martin Sleimann.

Han forklarer, at man fra midt i maj kan se dem både ved kysten og i skoven – faktisk over hele Dragør.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det er nu, du skal have fiskestangen med ned til stranden i Dragør, hvor hornfiskene boltrer sig i vandet. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Hornfiskfiskeri for begyndere

Det lunere vand i maj betyder også, at der begynder at ske ting og sager ved stranden. Her er den største maj-begivenhed, at hornfisken kommer ind på det lave vand for at gyde.

»Det giver grundlag for en rigtig god familieudflugt, fordi hornfisk er en god fisk at gå efter for begyndere og de helt mindste – blandt andet fordi man kan fange dem på en silkesnor, så man ikke engang behøver en krog,« forklarer Martin Sleimann.

Silkesnoren eller silkekrogen er en masse små tråde, der vikler sig ind i hornfiskens tænder og det lange næb, så snart den hugger.

»Hornfisk er også en sjov spisefisk. Og man skal ikke lade sig skræmme af de helt grønne ben. Det gør dem nemme at se, men de er ikke giftige trods farven,« lyder det fra naturvejlederen.

Den grønne farve skyldes et ufarligt farvestof, der kaldes biliverdin. Der er i øvrigt ingen mindstemål på hornfisk, så du må tage dem, uanset hvor store eller små de er. En god spisefisk er dog på 600 gram til et kilo. Rekorden for en fanget hornfisk i Danmark skulle ligge på 1,6 kilo.

Her skimtes et lille rålam, som Martin Sleimann var heldig at støde på sammen med en skoleklasse. Foto: Martin Sleimann.

Nyd synet af rævehvalpe og rålam

Maj er også højsæson for dyreunger. Der er ikke så mange ræve omkring Dragør, men der er da nogen, og deres hvalpe kommer frem på denne tid, forklarer Martin Sleimann.

Rævehvalpene er som regel født i marts og april, men de begynder at titte frem fra rævegravene (de huler under jorden, som rævene får deres fire til seks hvalpe i, red.), når de er omkring fire uger gamle. Hvalpene bliver i øvrigt omkring rævegraven indtil omkring juli eller august, hvor de flytter hjemmefra for at starte deres eget liv.

»Maj er også sæson for at se rålam, altså rådyrenes unger. Her er det vigtigt – ligesom det i øvrigt er med alle dyr – at man lader dem være, hvis man får øje på dem. De er ikke blevet efterladt. Deres mor – råen – er bare løbet væk for at gemme sig, så snart den har hørt mennesker, mens lammet er blevet uvidende tilbage, fordi den ikke kan løbe så stærkt og ikke kender farerne. Men råen skal nok komme tilbage. Så ikke noget med at klappe, nusse og fodre, selvom lammet ser nuttet ud,« forklarer Martin Sleimann.

Råbukken blander sig ikke i opdragelsen af børnene, når først den har leveret sit. Men den efterlader sig til gengæld spor mange steder her i maj, hvis man kigger efter. Ser man buske, grene og mindre træer, der har fået skrabet barken af, er det, fordi bukken har »fejet«. Det vil sige, at den har stået og kradset sine horn – opsatsen, som det hedder – mod træerne for både at kradse bast (en slags vinterpels på hornene) af og for at markere sit territorium.

Spis mælkebøtter og brændenælder

Mælkebøtterne vælter også frem i maj, og Martin Sleimann synes ikke, at man skal hade dem så meget.

»Det er jo faktisk bare en pæn, gul blomst, som vi har valgt at kalde ukrudt. Men den er meget insektvenlig med sin gule farve, som insekterne har let ved at se. Og mælkebøttebladene kan i øvrigt bruges i salater, eller man kan lave mælkebøttechips ved at vende dem med salt og olie og tørre dem i ovnen,« siger han.

Brændenælderne er en anden hadet ukrudt, som i øvrigt – især de friske skud – er supergode i en pesto eller en suppe, siger han.

Mælkebøtten er ikke bare ukrudt. Faktisk er den både smuk og velsmagende. Foto: Beeline.

Farverige sommerfuglelarver og ivrige hvepse

Mens man er ude blandt mælkebøtter, brændenælder og andre af skovens eller havens planter, kan man i maj også kigge efter sommerfuglelarver.

»Jeg synes jo, at sommerfuglelarver og den metamorfose, de går igennem for at blive til sommerfugle, er helt fantastisk. Sammen med sine børn kan man virkelig nørde i, hvilke larver der bliver til hvilke sommerfugle,« siger Martin Sleimann.

En sidste ting, han vil minde om, at man skal glæde sig over i maj, er hvepse – eller gedehamse, som de egentlig hedder.

»Det er fascinerende at se hvepsene lave deres ovale hvepseboer, hvor de tygger i alt træ, de kan komme i nærheden af, blander det med deres spyt og så laver det her papagtige materiale. Og jeg ved godt, at mange oplever hvepsene som noget irriterende, der bare forstyrrer skovturen eller frokosten i haven, men man skal huske, at de også gør mange gode ting,« siger naturvejlederen og henviser til, at hvepsene både bestøver planter og bekæmper skadedyr som kållarver, lus og fluer.

Naturoplevelser i maj

• Kig efter rævehvalpe og rålam.
• Mælkebøtterne blomstrer.
• Mursejleren gør sit indtog.
• Hornfiskene gyder.
• Hvepsene bygger bo.

Aktiviteter
• Lav mælkebøttechips eller brændenældepesto. Find opskrifter på www.naturguide.dk.
• Find en guide til sommerfuglelarver, og gå på opdagelse med børnene. Tjek blandt andet: skoven-i-skolen.dk/aktiviteter/se-sommerfuglens-forvandling og www.dn.dk/nyheder/sommerfuglenes-forunderlige-forvandling/.
• Tag på hornfisketur. Få tips her: www.lystfisk.dk/saesonens-fisk/hornfisk.

Om Naturoplevelser i Dragør

13 kilometer kyst. Godt 242 hektar skov. 165 hektar strandenge. Derudover kommer så moser, overdrev og åbne marker. Dragør Kommune er fyldt med natur, og mange nyder omgivelserne alene, med venner, familie, børn eller børnebørn.

Men ved du, hvilke fugle, dyr og planter du skal særligt holde øje med hvornår? Og hvilke aktiviteter i naturen indbyder de forskellige årstider særligt til? Det giver Dragør Nyt dig fremover en guide til hver måned.

Naturvejleder Martin Sleimann fra UngDragør er vant til at tage kommunens børn og unge med ud på en oplever i naturen, men nu tager han os alle sammen med.

Fik du læst?