Vi har modtaget:

Nej tak til Trump, Putin og kaos i Dragørs Gamle By

Derfor vælger jeg fjernvarme.

Vi er alle ved at skulle tage en beslutning omkring den tilslutning til fjernvarmesystemet, som bliver udbygget i vores nabokommune.

Jeg er endt med at ville tilmelde mig fjernvarmen. Jeg har været lidt omkring, som man kan se nedenfor.

Vi skal væk fra naturgas

Naturgas er en belastning for vores klima. Jeg vil ikke kunne se vores børnebørn i øjnene, hvis ikke jeg gør mit for at mindske CO2-belastningen.

Europa importerer stadig store mængder af russisk gas, selvom det er mere end tre år siden, at Rusland overfaldt Ukraine (ifølge EU-Rådet og Det Europæiske Råd stammer 19 procent af EU’s gasforbrug i fjerde kvartal 2024 fra Rusland, red.). Donald Trump vil også rigtig gerne sælge os mere flydende gas. Jeg vil gerne langt væk fra afhængighed af både Putin og Trump.

Det er politisk besluttet, at vi skal afvikle gas som opvarmning af privatboliger. Vi mangler dog virkelig, at regeringen melder ud i forhold til en slutdato for naturgas.

Der er valg til Folketinget i løbet af relativt kort tid, og jeg gætter på, at den nuværende minister ikke fortsætter. Mit politiske gæt er, at en kommende energiminister fra for eksempel SF eller Det Konservative Folkeparti vil være meget mere offensiv i forhold til at få lukket ned for brugen af naturgas til privat opvarmning.

Hvad kan man så?

Elopvarmning er for dyr, og jeg skal skifte radiatorer, så det er udelukket. Jeg har ikke plads til varmepumpeløsningen, hvor der skal graves eller bores, så det er også udelukket.

Jeg kunne vælge en luft til vand-varmepumpe. Over tid vil det være økonomisk ligestillet med fjernvarme. Det er også en klimavenlig løsning, men den fylder og støjer mere end en fjernvarmeløsning.

Så jeg ender med at sætte kryds ved fjernvarme.

Er fjernvarme den ideelle løsning?

Gravearbejdet i forbindelse med fjernvarme vil være belastende for den gamle bydel. Jeg tror dog, at det er bedre at tage hele belastningen ved gravearbejdet i ét koordineret forløb, end hvis vi individuelt skal sørge for en ny varmeforsyning til vores bolig.

Jeg magter næsten ikke at tænke på omkring 350 (antallet af boliger i den gamle bydel) ukoordinerede projekter, hvor der skal bores og graves i gårde og gader. Det kan blive virkeligt træls. Det tager for eksempel to til tre uger at lave en lodret boring til termisk varme.

Fjernvarmen er heller ikke så grøn, som man kunne tænke sig. Det bliver dog stadig bedre, og selve fjernvarmenettet kan opvarmes med mange forskellige varmekilder.

Hvis vi en dag skulle ende med at beslutte os for atomreaktorer, kan man også bruge dem til opvarmning af fjernvarmenettet.

Så det blev et »ja tak!« til fjernvarme herfra.

Med venlig hilsen
Klaus Keite
Stettinstræde 7

Deltag i den lokale debat

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?