»I 1944 blev jeg alvorligt syg. Min mor ringede til Doktor Dich, der kom hjem til os på Strandgade. Han så bare på mig og spurgte med det samme efter telefonen. Så blev jeg kørt til Frederiksberg Hospital i ambulance. Det viste sig, at jeg kun havde 28 procent af det blod, jeg burde have, og jeg fik en masse blodtransfusioner. Det var meget store nåle, man bruge dengang, og sygeplejersken måtte sidde på mine arme og ben, så jeg ikke sprællede for meget. Mine forældre boede tre dage på overlægens kontor, fordi de ikke vidste, om jeg ville klare den. I min klasse på Dragør Skole troede de allerede, at jeg var død.«
Det næstsidste krigsår var dramatisk for den niårige Jan Møller, der pludselig og uforklarligt blev ramt af en livstruende sygdom. Den personlige tragedie overskyggede naturligt nok de verdenshistoriske dramaer, som udspillede sig i verden. Men i familien er de to fortællinger – den store krig og den sygdomsmæssige dramatik – blevet koblet sammen, fortæller Jan Møller, der i dag er 90 år gammel og bor tæt på barndomshjemmet i et hus, der har været i slægtens eje siden slutningen af 1700-tallet.
»På Dragørhjørnet gravede tyskerne for at bygge en bunker i 1944, og der fandt man masser af knogler, som de sagde stammede fra Svenskekrigene. Ingen sagde noget til, at vi lå og rodede med knoglerne – dengang legede vi jo, som vi ville, og måske var det på den måde, jeg fik en infektion.«
Jan Møller er enebarn, og igen var det verdenshistorien, der trak tråde ind i familien Møllers liv, fortæller den tidligere skibssnedker i sin stue, hvor han selv har bygget næsten alt træinventaret og i øvrigt også skåret en række pyntegenstande, der pryder hylderne.
»Når jeg spurgte, hvorfor jeg ikke har nogle søskende, fik jeg at vide, at det var, fordi der var kommet en lille mand med overskæg til magten i Tyskland. Ham kunne de ikke lide, og derfor ville de ikke have flere børn.«
Artiklen fortsætter efter billedet.
»Dragørs første modstandsmand«
Jan Møller husker en barndom, hvor tyskerne selvfølgelig var der, men ikke var specielt markante. Han kan huske russiske krigsfanger, der blandt andet satte telefonmaster op. Han husker også, at Dragør Skole blev beslaglagt af tyskerne, så skolegangen fandt sted i missionshuset i Bymandsgade.
Før den tid drillede eleverne tyskerne, hvis de fik mulighed for det.
»Engang gjorde de stop foran skolen, og så hang vi ud ad vinduerne og sang ’Det haver så nyligen regnet’ efter dem,« siger han med reference til sangen, som blev brugt af dansksindede sønderjyder, mens landsdelen var underlagt Tyskland mellem 1864 og 1920.
Jan Møller kalder sig – med et stort grin, der viser, at det absolut ikke skal tages for alvorligt – for Dragørs første modstandsmand. Sammen med en flok kammerater var han tidligt i besættelsen gået til boldbanerne ved Engvej for at se en fodboldkamp mellem Dragørs førstehold og et hold af tyske soldater.
»En af spillerne kom til at sparke bolden ud til os, og jeg rejste mig op og tog tilløb til at sparke den hen til den tyske målmand, der stod klar. Da han gjorde sig klar til at gribe den, og jeg så ud, som om jeg var lige ved at sparke, stak jeg snuden i vejret og lod bolden ligge. En anden sparkede bolden til ham, og da var målmanden blevet så gal, at han sparkede den hårdt ind i flokken af drenge,« fortæller han.
Mest dramatisk i hverdagen var luftalarmerne – og familiens noget utraditionelle tilflugtssted.
»Vi var langt fremme i Strandgade. Vi have både toilet og badekar, så når der var luftalarm, gik vi derud. Så sad far på lokummet, mor sad på en stol, og jeg lå i badekarret. Vi valgte badeværelset, fordi der var en skorsten, og det skulle være mest sikkert at være tæt på sådan en, hvis huset skulle falde sammen.«
Gratis slik og livsfarligt legetøj
Lykkeligvis slap Dragør for luftangreb, og den 4. maj kom freden. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og der blev festet i gaderne – men Jan Møller husker allerbedst en helt særlig markering, som landede godt i hjertet og maven hos en tiårig knægt.
»Ved Dragørhjørnet havde ’Kokken’ en slikbutik. Da frihedsbudskabet kom, løb alle ungerne ud på gaden, og ’Kokken’ åbnede sin dør og kastede karameller ud til os. Så lå vi og rodede efter dem,« siger han.
Dragørs borgmester blev også en del af hyldesten – på en lidt komisk måde.
»Doktor Dich kørte ud på sygebesøg fra sin praksis på Stationsvej, men på grund af krigen var det hverken i bil eller på cykel. Han havde en charabanc (en lille hestevogn, red.), og den brugte man til at hente borgmesteren på, så han kunne blive trukket rundt i byen,« fortæller Jan Møller, der også husker en af befrielsesdagenes mere mørke sider – jagten på kvinder, der havde været kærester med tyske soldater.
»Der var et par piger, som blev kronraget og trukket rundt i byen, inden de blev sluppet løs,« siger han.
»Der sker så meget, når folk er ellevilde af glæde, og det manifesterede sig også på den måde.«
Da freden kom, fortrak tyskerne ret hurtigt fra Dragør. En stribe barakker tæt på lufthavnen var et rent skatkammer.
»Det var interessant at være barn på det tidspunkt. Min gode ven Dirch, der var et par år ældre end mig, fik fat i en barnevogn, som han fyldte derude med rifler og bajonetter. Han mødte mig på gaden og gav mig en riffel. Da jeg kom hjem og viste den til min mor, blev hun skrækslagen og sagde, at hun ikke ville have, at jeg havde den. Så græd jeg – jeg var ti år gammel og havde lige fået en dejlig stor riffel, og det fik hende til at sige, at jeg så måtte sætte den ud i gården og vente, til min far kom hjem. Han syntes også, at jeg skulle give den tilbage, så det måtte jeg gøre,« fortæller han.
Det betød dog ikke, at krigslegen var forbi. Dirch var søn af pedellen på Dragør Skole, og på loftet over pedelboligen lå flere af de våben, som Dirch havde taget med hjem.
»Der legede vi med riflerne de næste par år. Vi var især forelskede i sådan en lille italiensk riffel, der var let at lege med,« fortæller han.
Farlig leg – men alligevel uskyldig i forhold til det, de ældre drenge fandt på.
»Nogle af de store drenge på 16–17 år havde fået fat i nogle af de her håndgranater med træskaft. Dem tog de ned til kanalerne ved Søndre Strandvej og kastede i vandet. Det gav jo en stor vandsøjle, når de sprang i luften.«
Med freden kom englænderne til byen – og det var også spændende for kammeratflokken i Dragør.
»Der lå et engelsk Jeep-kompagni, og der tog jeg ud sammen med min ven Ole. Vi fik chokolade og blev kørt rundt i Jeep. Folk tog derud og købte cigaretter, for de var meget bedre end dem, man kunne få i Danmark på det tidspunkt,« fortæller han.
