
Lige præcis én måned nåede Store Magleby Skole at have glæde af deres nye skolehaver, som 1.B i samarbejde med deres forældre anlagde tirsdag den 1. april. Da deres klasselærer, Franciska Krohn Tøgern, mødte ind om morgenen torsdag den 1. maj, var haven ødelagt.
Det spritnye hegn med låge og lås, som hendes mand havde hjulpet med at bygge, var ødelagt, og planterne, som var doneret af skolens forældreråd, var revet op ved rode. De natlige gæster havde til gengæld efterladt både glasskår og McDonalds-papir i skolegården.
Idémageren bag haven, Franciska Krohn Tøgern, var allerede bekymret i den lange påskeferie, hvor skolehavene skulle stå ubevogtet hen i mange dage. For skolen har tidligere oplevet hærværk i weekender og ferier. I september blev adskillige ruder på skolen smadret en fredag aften.
Franciska Krohn Tøgern fortæller, at selvom hun og 1. B helst havde været den lektie foruden, så gav hærværket anledning til en god samtale i klassen om, hvordan man behandler andres ting.
Eleverne blev desuden enige om, at selvom der er risiko for, at det ville ske igen, så vil de ikke opgive deres skolehaver. Eleverne havde glædet sig til at høste bær og så solsikker til en solsikkehule, og det vil de fortsat arbejde på at kunne. Nu har de opsat skilte, der skal minde uvedkomne gæster om, at haven er skabt af børn til glæde for andre børn.
Franciska Krohn Tøgern skyndte sig at plante sine forspirede planter ud i haven, så der kom liv i den igen i en fart. Hun var glad for den store aktivitet, hun havde oplevet inden den 1. maj, og ønskede at bevare elevernes adgang til en levende forårshave i blomst. Pauserne har hun brugt på at udplantet de forspirede planter med børn fra mange forskellige årgange, som har været nysgerrige eller manglet noget at tage sig til.
Franciska Krohn Tøgern fortæller, at hun heldigvis stadig oplever stor interesse for haverne. Nu håber hun, at de får lov at blive stående.